Af Christine Bøge Lejre, projektleder, Det Danske Filminstitut
Har man haft seksualundervisning i skolen, er det nok ikke svært at huske: Lærerens rødmen, skolekammeraternes fnisen og kondomerne, der skulle rulles på diverse aflange frugter.
Eller måske var seksualundervisningen bare en yderst sparsom affære, som for den unge kvinde i filmen Prævention – en samtale mellem unge (Gammeltoft, 1965):
”Jeg har faktisk kun modtaget en meget diminutiv seksualvejledning hjemmefra – den har ikke været fyldestgørende nok – det er jeg helt sikker på”. Og når journalisten spørger: ”Og du har ikke fået noget i skolen?” Svarer hun: ”Jo, jeg har fået den obligatoriske (mens hun rynker på næsen). Det er sådan den her kendte med honningbien og blomsten.”
Og selv om filmen er fra 1960’erne halter dannelsen i køn, krop og seksualitet stadig ifølge national chef i Sex & Samfund Lene Stavngaard, der savner fokus på seksualundervisningen:
”Det er obligatorisk at få seksualundervisning fra 0. til 9. klasse. Børn har ret til at få det hvert skoleår på alle klassetrin. Børn har ret til at komme rundt om alle emner. Det er mere end kondomer på bananer. Det handler om dannelse. Det handler om seksuel kommunikation. Det handler om lyst. Det handler om grænser. Listen er meget lang. Hvis den obligatoriske ramme var implementeret, så ville vi have en seksualundervisning i verdensklasse, og det har vi ikke nu.”
Seksualundervisning i folkeskolen har været obligatorisk siden 1970. Og netop fordi der i skolen og samfundet generelt mangler fokus på seksualoplysning, afholder Sex & Samfund årligt Uge Sex – i år i samarbejde med Filminstituttet.
Læs resten af artiklen under filmserien
SEKSUALOPLYSNING PÅ FILM
FRA FORMANING TIL BEGEJSTRING
Seksualoplysning og seksualmoral har historisk set hørt lige så tæt sammen som kondomer og glidecreme.
”Seksualoplysning på film er præget af den kultur og moral og de forestillinger om køn, krop og seksualitet, der er i tiden”, fortæller Lene Stavngaard.
Og ifølge professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, har udviklingen over tid været klar: ”Groft sagt er der sket en bevægelse fra det formanende, belærende og advarende, med et stærkt fokus på farer, risici og sociale blindgyder, hen imod en mere begejstret og rettighedsbaseret tilgang. Fra et fokus på at sige nej til et fokus på at sige ja. Fra mistrivsel og usundhed til trivsel og sundhed. Fra frygt til livsglæde.”
Men også andre historiske aspekter end tidens moral spiller ind. Når 80’ernes seksualoplysningsfilm som eksempelvis Ska’ jeg på nu? (Møller, 1989) – en animationsfilm med et kondom i hovedrollen – beskæftiger sig så meget med aids, så er det fordi, sygdommen var langt farligere i 80’erne end i dag. Man havde ikke en effektiv behandling. I homoseksuelle miljøer gik der historier om, hvordan ’bøssepesten’ havde taget alle beboerne i kollektivet. Den samme frygt for kønssygdomme så man også tidligere i forhold til både syfilis og gonorré, der hærgede landet. Så selv om en film om sexsygdomme som eksempelvis Vi bringer en Advarsel (Palsbo, 1944) i dag fremstår som en gammeldags skræmmekampagne, så var der gode grunde til de tændte advarselslamper:
”Der var et enormt stærkt fokus på at undgå sygdom – og med god grund, fordi vi jo i en stor del af vores nyere historie har været helt forsvarsløse over for infektionssygdomme som syfilis og gonorré. Det var jo først efter anden verdenskrig, at vi for alvor blev i stand til at behandle de sygdomme og dermed undgå deres ofte svære senfølger”, fortæller Christian Graugaard.
Set med nutidens briller er problemet ifølge Lene Stavngaard med en film som Vi bringer en Advarsel, at skræmmekampagner ikke virker: ”Det er et virkemiddel, de fleste er holdt op med at bruge for meget længe siden. Skræmmekampagner virker ikke – som blandt andet forskning på det generelle sundhedsområde viser – i hvert fald ikke bredt.”
Alligevel spiller dæmonisering en stor rolle i seksualoplysningen historisk set.
”Omdrejningspunktet i en stor del af seksualundervisningens historie var at tage afstand fra grupper i samfundet, som blev anset for farlige, uhyggelige og undergravende, og som spredte fysisk og moralsk smitte. Der har været forskellige ansigter på de dæmoner: den løsagtige kvinde, den prostituerede, trækkerdrengen, den homoseksuelle mand, børnelokkeren, den pædofile, den hiv-smittede osv. Hver tid, sine dæmoner”, fortæller Christian Graugaard.
I filmen Vi bringer en Advarsel, kan du møde en af de klassiske dæmoner – den løsagtige kvinde, der beskrives som en ”slidt og snavset pengeseddel”.
”Den form for udskamning af kvinders seksualitet ville ikke være så eksplicit i dag – men den samme mekanisme findes fortsat i form af kommentarer og fokus på kvinders påklædning og adfærd. Det vi ofte bruger det engelske ord ’slutshaming’ til at beskrive”, fortæller Lene Stavngaard.
Med tiden ændrer retorikken sig sammen med seksualmoralen, så der bliver mindre fokus på det farlige:
”Nu handler det ikke kun om at undgå at gøre noget farligt eller forkert, det handler også om, at seksualiteten er et myldrende mulighedsrum. Det er et sted, hvor man kan finde nydelse, trivsel og personlig udvikling, og derfor handler det ikke kun om at undgå alt det dårlige, men også om aktivt at turde opsøge alt det gode”, fortæller Christian Graugaard.
Et godt eksempel på en film, der går mere positivt til emnet, er den poetiske film, Har du ild? (K. Olesen, 1993), der handler om, hvad mennesker tænder på, og hvordan man mestrer den svære flirt.
ANIMATION SOM FORMIDLINGSGREB
I takt med den nye retorik kommer også nye visuelle måder at præsentere budskaberne på. Hvor film som Vi bringer en Advarsel og Det Fuldkomne Ægteskab (1942) læner sig op af videnskabens forelæsningssale og hvide kitler, mens filmenes temaer er sygdom, fysiologi og reproduktion, så er det i de nyeste film en anden fortælleform der dominerer – nemlig animation. Og nu handler filmene i højere grad om følelser og dialog end anatomi. Selv om man i den tidlige seksualundervisning gjorde meget brug af tegninger, især af kønsorganer i usexet tværsnit, så er det først i 80’erne og 90’erne, at den tegnede streg bliver en gennemgående form, med Liller Møller som en af de toneangivne instruktører. At netop denne genre bliver så populær, giver god mening ifølge Lene Stavngaard:
”Man anvender et greb, som børn og unge i højere grad kan spejle sig i, med animationsfilm og tegnefilm. For nogen vil være meget blufærdigt at se på kønsorganer og nøgne kroppe. Det kan være lettere for alle at være med, hvis det formidles gennem animation. Det gør det lettere og mere relevant at kunne tale om køn, krop og seksualitet i en undervisningssammenhæng, når det ikke er voksnes kroppe og seksualitet, der tages udgangspunkt i.”
FRA STIV PIK TIL SAMTYKKE
I 2022 er samtykke årets tema for Uge Sex, og det mener Lene Stavngaard, der er flere gode grunde til:
”Lige nu kalder virkeligheden på, at det er det, vi skal give ekstra fokus. Vi har fået en ny samtykkelov, og vi har lige haft en ny #metoo-bølge. Der sker fortsat mange voldtægter i festmiljøet og i nære relationer, samtidig med at voldtægtsmyterne lever – så der er stadig rigtig meget at arbejde med i forhold til forebyggelse. Vi oplever, at det er svært for unge at navigere i den seksuelle kommunikation, så det har de brug for at blive klædt på til. ”
Samtykkediskussionen er ikke ny. Filmen Prævention – en samtale mellem unge fra 1965 viser en ung kvinde, der forsigtigt reflekterer over, hvordan hendes kæreste pressede hende til sex den allerførste gang. Filmen er på mange måder et tegn på de nye tider. Det er den første film, hvor der tales om lyst, følelser og grænser frem for blot reproduktion.
”I store dele af seksualpædagogikkens historie var muligheden for at give samtykke meget lille. Altså 90 procent af undervisningen frem til 1960’erne handlede om, at man især som ung kvinde skulle sige nej. For eksempel anså man langt op i moderne tid piger som uskyldsrene væsener, der på alle mulige måder kunne forførers og forurenes. De skulle pr. definition bare sige nej! Så idéen om samtykke har for så vidt været der, men det har bare altid handlet om et ikke-samtykke. Og idéen om at især piger skulle kunne sige; ’På de vilkår og således oplyst, så siger jeg faktisk ja – det synes jeg lyder sjovt, det vil jeg gerne være med til’ – den er relativt ny!”, fortæller Christian Graugaard.
Omvendt lever ”Forestillingen om at mænd altid er klar, altid har lyst og ikke kan blive voldtaget for eksempel stadig i bedste velgående sammen med forestillingen om, at en stiv pik er lig med et samtykke”, siger Lene Stavngaard. Derfor er der behov for at sætte fokus på samtykke, ligesom der er brug for at nuancere begrebet, der ikke kun handler om at træde tilbage, men også om at træde frem:
”Altså hvis man kun ser på alt det, der er farligt; vi ønsker ikke at blive voldtaget, vi vil gerne undgå krænkelser, vi vil gerne undgå at krænke andre osv. Så bliver billedet fyldt meget op af, at man skal passe på, at man skal være forsigtig, at man skal træde tilbage, hvor det nogen gange handler om at kunne træde frem og kunne vise, hvad man har lyst til.”
I flere af de nyere film reflekteres over begrebet samtykke, selv om ordet ikke bruges direkte. Snakken går om grænser, lyst/ulyst, ja- og nej-følelser, og om hvordan et kys på kinden af den rette varmer indeni, mens en berøring fra den forkerte kan gøre én kold og stiv. Gode eksempler på dialoger om samtykke findes bl.a. i de tre film Sex – en brugsanvisning for unge (Møller, 1987), Sådan får man altså børn (Møller, 1990) og Min krop er min (Hansen, 1992).
Temaet byder på film om alt fra prævention og pubertet over homoseksualitet til reproduktion. Men tag dig i agt for moralisering, slutshaming, og sejlivede myter om jomfruhinden!
Tak til Sex & Samfund for tilladelse til at vise filmene produceret for Foreningen for Familieplanlægning.
God filmlyst og god sexlyst!
Christine Bøge Lejre | 7. februar 2022
