Af Sara Prahl, projektleder, Det Danske Filminstitut, med bidrag af Dag Johan Haugerud, Mikaela Kindblom og Sophie Engberg Sonne.
Stockholm er Nordens Venedig, København er eventyrlig, men super-dyr og Oslo er en hyggelig, lidt forvokset landsby. Uanset om man har besøgt byerne eller ej, kan mange skandinaver genkende nogle faste forestillinger om deres hovedstæder.
Teksten i dette tema kan læses på dansk, norsk og svensk, mens filmene har undertekster på originalsprog. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Hvad vi forestiller os, når vi tænker på en bestemt by, skyldes en god sammenblanding af bl.a. effektfulde branding-kampagner og personlige indtryk fra rejser. Men film kan tage deres del af æren – eller skylden om man vil – for de billeder af storbyen, der har brændt sig fast på vores kollektive skandinaviske nethinder.
Siden filmmediet blev født i slutningen af det 19. århundrede har hovedstaden spillet hovedrolle og været kulisse i et utal af dokumentar- og spillefilm. Fra de allerførste sort-hvide optagelser af sporvogne over prisvindende storbysymfonier og eksperimenterende kortfilm til moderne fiktionsfilm om storbymennesket som Joachim Triers berømte ’Oslo’-trilogi. Filmmediet bekræfter vores idéer om hovedstaden, men udfordrer dem også. I mange af de historiske film bliver der eksperimenteret og leget med vinkler, klip og perspektiv. Byen kan se ud på tusind forskellige måder, afhængig af øjet og linsen, der ser.
Tre filmeksperter – filminstruktør Dag Johan Haugerud, forfatter Mikaela Kindblom og programredaktør i Cinemateket, København Sophie Engberg Sonne – har været på jagt i de skandinaviske filmarkiver efter både sjældne og klassiske historiske film om de skandinaviske hovedstæder. De har hver valgt tre film og præsenterer her deres personlige favoritter af Oscar-vindende kortfilm og skæve sjældenheder, der viser kendte og ukendte sider af byerne frem fra nye vinkler.
Tre film om Oslo - Anbefalet af Dag Johan Haugerud
Oslo (Jørgen Roos, 1964)
Foto: Paal Audestad
Dag Johan Haugerud er norsk forfatter, filmskaber og bibliotekar. Han har bl.a. instrueret de prisvindende film ’Som du ser meg’ (2012), ’Barn’ (2020) og 'Sex' (2024).
”Du går gennem en by. Du ser på husene og himlen. Og du tror, du ser byen og forstår den. [...] Du går gennem en by, der ikke findes. For huse, gader, bænke og vinduer er bare kulisser. Byen er mennesker.” Sådan indledes det poetiske filmessay ’Oslo’ af den danske dokumentarinstruktør Jørgen Roos med manuskript af Eiler Jørgensen og musik af Per Nørgård. Det er en eksistentiel rejse gennem byen, fotograferet i forskellige årstider, med rige billeder fra alle Oslos mest betydningsfulde steder – krydsklippet mellem to unge mennesker, en sekretær, en elevatorfører, nærbilleder af deres drømmende blikke.
Filmen er fra 1964, og 60 år senere går jeg på de samme steder, som vises i filmen. Jeg ser sporvognen snegle sig gennem snekaosset ved Kirkeristen, jeg ser frosttågen ligge over fjorden foran rådhuset, jeg ser, hvordan folk upåvirket navigerer i deres omgivelser, som om de går forbi noget velkendt. Noget de måske tager for givet, men som er mindst lige så livsvigtigt, som det er trivielt. Sådan gør filmen det, som gode film gør: Den åbner øjnene. Den får mig til at gå ud i byen og opleve parkerne, skulpturerne og bygningerne på ny. Og endnu en gang undre mig over Oslos identitet, som jeg aldrig bliver helt fortrolig med, og som jeg aldrig holder op med at undre mig over.
Oslo (Jørgen Roos, 1964)
Pilestredet (Bjørn Breigutu, 1963)
Du bliver aldrig færdig med at bygge en by. Det ligger i byens natur at være i en kontinuerlig proces og tilpasse sig de forskellige behov og ideologiske holdninger, som altid er til stede. Men som informationsfilmen om gaden Pilestredet viser, ser det alligevel ud til, at bydelenes egen identitet aldrig forsvinder. Ved at sætte det gamle op mod det nye og skifte mellem levende, stemningsfulde kamerabevægelser og historiske illustrationer viser filmskaber Bjørn Breigutu, hvordan en gade fornyes uden at ændre karakter.
Mit første møde med Pilestredet var i Monopoly, hvor gaden havde en høj grundpris. Den kolossale værdi og det forårsgrønne navn præger stadig min opfattelse af gaden.
Den starter i den mest trafikerede del af byens centrum, krydser en motorvej kantet af brutalistiske bygninger og passerer punk-kollektivet Blitz (som tidligere var Edvard Munchs studie). Derefter følger Rikshospitalets gamle grund (som i dag er et boligområde, der kan minde lidt om Upper East i New York), et nyt universitet i et gammelt ølbryggeri og en rundkørsel, hvor Norges mest berømte stadion ligger. Endelig klatrer den op ad Oslos stejleste bakke, danner rammen om en park og udmunder i et stille villaområde.
At gå gennem Pilestredet er som at bevæge sig fra en verden til en anden. Og som filmen viser – sådan har det altid været.
Pilestredet (Bjørn Breigutu, 1963)
Oslo Rådhus - Den kunstneriske utsmykking (Martin Knutsen, Gunnar Syvertsen, 1952)
Gunnar Syvertsen har stået bag adskillige reklamer, dokumentarer og kunstfilm. Han begyndte tidligt at eksperimentere med 3D-effekter og er en af pionererne inden for norsk kinematografi. Sammen med Martin S. Knutsen har han lavet filmen om Oslo Rådhus.
Fra første billede bliver man blæst bagover af, hvor visionær bygningen er. Den er opført i et område med social elendighed og symboliserer således en vilje til at give Oslos borgere et bedre liv. I daglig tale blev bygningerne længe kaldt for myseostene – to stående stykker og et liggende – og jeg tror bestemt ikke, at sammenligningen med Norges mest populære pålæg er en fornærmelse. Snarere tværtimod. For rådhuset ser ud til at ville være alt for alle: En bygning, der hilser alle velkommen, da den også står vendt mod fjorden med to tårne, der kan ligne en åben omfavnelse. Rådhuset har også Norges mest ambitiøse kunstudsmykning, der – ligesom bygningen – ser ud til at favne alt: Den genfortæller landets historie, nationens opbygning, årstiderne og hverdagslivet. Men den fortæller også om de udfordringer, som det enkelte menneske lever med.
Filmen er i bund og grund et detaljeret katalog over bygningens kunstværker, formidlet gennem kunstens iboende drama. Alt handler om udvælgelse, visninger og en montage, der bærer præg af animation. På den måde bliver filmen både medrivende, rørende og empatisk.
Oslo Rådhus - Den kunstneriske utsmykking (Martin Knutsen, Gunnar Syvertsen, 1952)
Tre film om Stockholm - Anbefalet af Mikaela Kindblom
Ballongfärd över Stockholm (Anonym, 1914)
Foto: Antonia Sehlstedt
Mikaela Kindblom er svensk forfatter og film-ekspert. Hun har skrevet om Stockholm på film i bogen ’Våra drömmars stad: Stockholm i filmen’ (2007)
Med denne lille film kan det have været første gang, at stockholmerne så deres by ovenfra. Hvordan har det føltes? Det er svært at forestille sig i dag, men lad os prøve. Vi befinder os i flere hundrede meters højde, men det er stadig ret nemt at skelne mellem bygningerne nedenfor. Vi ser en del af det nybyggede Vasastan-kvarter, men der er endnu ikke noget Stadsbibliotek, ej heller noget Wenner-Gren Center, som et halvt århundrede senere bliver en af storbyens største markører. Det gamle observatorium fra 1700-tallet ses dog tydeligt, men ellers er der ingen af hovedstadens mere berømte bygninger eller landemærker til stede i denne film.
Luftballonen bevæger sig hurtigt udad mod nordvest og langs søen Mälaren. Skove, søer, marker og små samfund langs de snoede veje viser, hvordan helt almindelige mennesker forbliver i konstant pagt med naturen. Jeg bider mærke i, hvor landlig vores verden stadig er – selv efter hundrede år. Hvad skete der så efterfølgende med denne ballon, ballonføreren og fotografen, som må have stået og kørt filmen ud i kameraet under hele turen? Jeg kigger på mændene i ballonkurven. Vi ser dem i nogle små øjeblikke, hvor de smiler til kameraet, da ballonen letter fra det olympiske stadion, som blev bygget til OL i 1912 i Stockholm. Der er ingen oplysninger om dem, hvad de hed, eller hvad der skete med dem og ballonen.
Ballongfärd över Stockholm (Ophavsperson ubekendt, 1914)
Människor i stad (Arne Sucksdorff, 1947)
’Människor i stad’ er den første svenske film, der vandt en Oscar. Det skete i 1949, og jeg tænker, at det, der kan have påvirket Oscar-juryen var, at Stockholm undgik at blive bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig. Byens befolkning lever bare deres hverdagsliv og lader slet ikke til at bekymre sig om resten af verden.
I Sucksdorffs film ser vi børn lege uforstyrret i byens gader, en mand, der fisker uden for Stockholms Slot, og et ungt par, der mødes under en regnbyge. Det er sommer, varmt og solrigt, og vinduerne står på vid gab i Gamla Stans gyder. Arne Sucksdorff skildrer en vis mængde stress, og der er også en vis charme over maskinernes sprog, men det udgør ikke nogen trussel. Billederne væves blødt ind i hinanden, og nogle gange bliver musikken stille for at give plads til gadens naturlige lyde. Og så kommer et af de smukkeste billeder i svensk film, hvor en ung mand lægger sin hånd på ruden til en fiskebutik – sikkert for at køle sig lidt ned.
Filmen er fuldstændig blottet for dialog, og Stig Rybrants musik fungerer i stedet som virkningsfuldt akkompagnement til de smukke sort-hvide billeder. ’Människor i stad’ er som en filmisk rapsodi over en utopisk by, der hele tiden er tæt på naturen, friheden og den musikalske poesi.
'Människor i stad' kan ses på Filmarkivet.se
Staden vid vattnen (Lars-Erik Kjellgren, 1955)
Kortfilmen ’Staden vid vattnen’ er en solbeskinnet, sommerlig og farverig skildring af den svenske hovedstad. Her beskrives byen i legende udtryk som en ”lås mod Mälaren”, ”barn” rimer på ”grottekvarn” (svarende til, at ”børn” rimer på ”trædemølle”), og den smilende kvinde, der handler på Hötorget, beskrives som en husmor, ”der går sin runde”. Ja, hele teksten foregår på vers og er skrevet af Gardar Sahlberg, som var Svensk Filmindustris mest geniale ordekvilibrist. Den kvindelige oplæser er en meget ung Bibi Andersson, knap tyve år gammel og med en stemme, der emmer af sol og vaniljeis.
’Staden vid vattnen’ er også et meget tydeligt farveeksperiment i 1950'erne, hvor Svensk Filmindustri afprøvede forskellige farveteknikker. Her er det Eastmancolor, der testes i flotte billeder af byen, fotograferet af Albert Rudling. Vi ser strålende panoramabilleder af byens silhuet mod vandlinjen, skærgårdsbåde, der tøffer ud til øerne, og utallige broer. Vi får et glimt af stockholmerne, der nyder deres sommerferie, de velklædte turister på fortovscaféerne, og børnene, der leger i springvandene, mens trafikken glider glat mod venstre. Byen skinner som en nypudset juvel. Det er, som om velfærdssamfundet virkelig var et paradis på jord. Der findes mange film om Stockholm, men ingen har dog denne absurd glade tone.
Staden vid vattnen (Lars-Erik Kjellgren, 1955)
Tre film om København - Anbefalet af Sophie Engberg Sonne
Rundtur gennem København (Peter Elfelt, ca. 1905)
Foto: Tommy Frost
Sophie Engberg Sonne er programredaktør i Cinemateket i København. Hun er derudover litteraturanmelder på Politiken samt freelance film- og tv-skribent og har skrevet bogen ’Filmens København: Hovedstaden i levende billeder’ (2017) med Katrine Sommer Boysen.
Lys, kamera, bevægelse! Der er fart i billedet fra første sekund af Peter Elfelts ’Rundtur gennem København’, som giver et indtryk af livet i byen i den spæde start af det tyvende århundrede. Fodgængere, cyklister og sporvogne gennemskærer billedrammen med diagonale bevægelser og giver indtryk af en moderne storby i frenetisk energi. Det er en by med fine facader, beboet af elegante mennesker; velklædte kvinder med imponerende hatte, frække gadedrenge i løb og mænd i stilsikre, sorte frakker. Kameraet nærmest misser med øjnene i den skarpe sol langs søerne, og idet kameraet panorerer fra venstre mod højre, fanger det en mand, der iført bowlerhat stirrer direkte tilbage på fotografen og dermed på den, der ser filmen.
I det hele taget er det tydeligt, at vi er i de levende billeders tidligste år: alle menneskene ser forundret på Elfelt og hans kamera – og filmen vender dermed blikket i en uventet retning, nemlig direkte mod os beskuere, der sidder her mere end hundrede år senere og ser tilbage på dem. Hvem betragter egentlig hvem?
Rundtur gennem København (Peter Elfelt, ca. 1905)
En by ved navn København (Jørgen Roos, 1960)
”En by er andet og mere end det, turisterne ser,” proklamerer Osvald Helmuths fortællerstemme tidligt i Jørgen Roos’ Oscarnominerede ’En by ved navn København’, inden han inviterer tilskueren til at ”hitte ud af, hvad der er karakteristisk for denne by.” Filmen tager ellers sin begyndelse med Tivolis festfyrværkeri, en klassisk afslutning på en storbyfilm, men med et glimt i øjet spoler Roos tilbage til en ny begyndelse og veksler mellem nostalgiske billeder fra en svunden tid, hvor København var fiskernes og skibsbyggernes by, og billeder af en by i rivende udvikling. ”Fremtiden er her allerede. Byen skifter ansigt,” siger Helmuth, inden han og filmen slår fast, at byen nok skal klare sig i fremtiden.
’En by ved navn København’ er en gedigen kærlighedserklæring til hovedstaden – fra høj til lav, fra tagryg og tårne til kolonihavernes dannebrogsflag. Flere gange spørger Helmuth: ”Hvad er en by i virkeligheden?” men snarere end at forsøge at tale byen op på højde med verdens øvrige storbyer hylder filmen Københavns ”provinsielle atmosfære”, for ”folk i denne by er som én stor familie,” som Helmuths folkekære fortællerstemme konkluderer.
En by ved navn København (Jørgen Roos, 1960)
Hovedstaden (Per Larsen, 1962)
En gadefejer svinger vandkanden, så der sprinkles geometriske cirkelmønstre på fliserne, inden han og hans kolleger griber kostene og fejer fortovet i takt til trompetens drilsk jazzede melodi. Sådan begynder dagen i ’Hovedstaden’. I stedet for at være optaget af byens monumenter indfanger Per Larsens film poesien i detaljen: En kvinde, der åbner sit vindue i det tidlige morgenlys i skyggen af Rundetårn, set fra et af de smalle stræder i det gamle universitetskvarter. Farvespillet mellem den pastelblå himmel og de irgrønne spir på byens tårne. De uventede sammenstød mellem den gamle sømand, der stopper sin pibe med sorte fingre og de unge piger, der frigjort solbader i bikini langs Christianshavns kanaler.
’Hovedstaden’ er en moderne storbysymfoni, der fejrer byens liv, mennesker og maskineri til tonerne af den ny tids musik. Der er særligt fokus på byens lyde: vækkeuret, Rådhusklokkerne og mælkedrengenes og avisbudenes trippen op og ned ad trapperne i boligblokkene – it’s all jazz. Byen er i bevægelse, og i en betagende overgang klippes der fra kroppe, der slår kolbøtter i en svømmehal, til dansende appelsiner i toppen af en orangeadetank på en bar, hvor en ung pige sidder og stirrer frem for sig. Hendes røde læber, den orange drink og jukeboksen i baggrunden efterlader ingen tvivl om, at Per Larsen ser København som fremtidens by, selv om han har blik for historiens nærvær i nutiden.
Hovedstaden (Per Larsen, 1962)
Sara Prahl, Dag Johan Haugerud, Mikaela Kindblom og Sophie Engberg Sonne | 20. marts 2024
