Af Bjørn Sørenssen, professor emeritus, Institutt for kunst og medievitenskap, Norwegian University of Science and Technology
Denne artikel er en del af temaet 'Anden Verdenskrig i Norden' og kan læses på dansk, norsk og svensk. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Efter befrielsen fra den tyske besættelsesmagt i maj 1945 fulgte et opgør med de norske medlemmer af Quislings nazistparti, Nasjonal Samling. Film spillede en stor rolle i dette opgør – først via ugerevyer og siden i spillefilm om besættelsen. Med tiden er der blevet rettet et kritisk lys mod de mange "gråzoner" i dette opgør, hvilket især kan ses i de senere år.
Da jeg var folkeskoleelev i 1950’erne, gik vores skolevej forbi en villa på Jonsvannsveien i Trondheim, og mine kammerater og jeg gøs lidt hver gang. Huset blev kaldt "Bandeklosteret". Vi vidste, at "Rinnanbanden" holdt til i dette hus under krigen, og at kælderen blev brugt til at torturere norske modstandsmænd. Det vidste vi, fordi hele klassen blev sendt i biografen i skoletiden for at se filmen Det grodde fram, som handlede om livet i Trondheim under besættelsen.
Filmen er fra 1947 og indeholder optagelser fra Trondheim under krigen, dels i form af nyhedsmateriale fra tyske og nazi-kontrollerede norske ugerevyer, dels i form af hemmelige optagelser samt rekonstruktioner af den norske modstandsbevægelses aktioner. I et indslag viste et torturoffer i "Bandeklosteret", hvordan han var blevet tortureret. Filmen gav også meget plads til opgøret efter krigen og retssagen mod Rinnan og hans "Sonderabteilung Lola", en underafdeling af Gestapo, som havde til opgave at infiltrere og sabotere lokale modstandsgrupper.
På den baggrund er det let at forstå, hvorfor man fulgte retssagen mod Henry Oliver Rinnan i 1946 med så stor interesse i både Norge og Danmark, hvor den også fik plads i den danske ugerevy. Den norske ugerevys kommentator beretter om den afsky, som Rinnan og hans medtiltalte var omgivet af. Efter at have præsenteret mange af de tiltalte med navn og i nærbillede kommer turen til Rinnan: "Det er tydeligt, at Rinnan nyder situationen, hvor han med et skævt smil, som lyser af ondskab, danner sig et overblik over de uvante omgivelser."
Rinnan og seks af hans medarbejdere blev dømt til døden, og i 1947 blev de skudt på den henrettelsesplads, hvor norske patrioter også var blevet henrettet.
Den norske London-regerings "Landssvikanordning" – en juridisk tvivlsom lov med tilbagevirkende kraft
Der fandt et større retsopgør sted efter krigen: Fra 1945 til 1949 blev der ført 92.000 retssager, hvor hovedanklagepunktet var "landsforræderi". 53.000 nordmænd blev kendt skyldige, og deraf blev 23.000 idømt fængselsstraf eller strafarbejde, og 25 blev – ligesom Rinnan – dømt til døden og henrettet.
"Huset blev kaldt "Bandeklosteret". Vi vidste, at "Rinnanbanden" holdt til i dette hus under krigen, og at kælderen blev brugt til at torturere norske modstandsmænd." - Bjørn Sørenssen. Foto: Per Renbjør/Levanger fotomuseum
En af årsagerne til, at der blev ført så mange retssager, var, at den norske eksilregering i London i 1942 og 1944 havde udstedt en såkaldt "Landssvikanordning" (lovbestemmelse om landsforræderi). Her blev det bestemt, at alle, som havde meldt sig ind i Nasjonal Samling (NS) efter 9. april 1940 eller havde opretholdt sit medlemskab under krigen "var hjemfalden til straf".
Nasjonal Samling blev stiftet i 1933 af Vidkun Quisling, tidligere forsvarsminister fra Bondepartiet (svarende til det danske Venstre), og partiet markerede sig fra grundlæggelsen som en norsk version af de tyske og italienske fascistpartier. Ved Stortingsvalget i 1936 var der ret ringe tilslutning til partiet. Men da de tyske styrker angreb Norge 9. april 1940, benyttede Quisling lejligheden til at forsøge et statskup, da han over radioen meddelte, at Nasjonal Samling – med tysk støtte – nu overtog ledelsen i Norge. Tyskerne trak siden deres støtte, men med støtte fra Hitler lykkedes det ham i september 1940 at få Nasjonal Samling godkendt som det eneste lovlige politiske parti i Norge.
Partiet var organiseret efter "førerprincippet" med Quisling som leder og fra 1942 som "ministerpræsident". NS fulgte på mange måder mønsteret fra det tyske NSDAP, hvor uniformer og "opmarcher" blev vigtige markører. Den norske vikingetid og middelalder blev trukket frem som eksempel, og partiet organiserede sin egen paramilitære organisation "Hirden", som var opkaldt efter de norske vikinge- og middelalderkongers personlige garde.
Filmen Vi er Vidkun Quislings hirdmenn (1942) er en af flere film, som blev instrueret af Walter Fyrst og er en temmelig bleg affære sammenlignet med Leni Riefenstahls tyske propagandafilm fra nazitiden. Mens Riefenstahl kunne imponere med enorme masseoptog af SA, SS og Hitlerjugend, som blev hyldet af entusiastiske folkemasser, var Fyrst tvunget til at filme optog af Hirden ned over Oslos hovedgade som fakkeltog i mørke – for at skjule det faktum, at ingen nordmænd ville møde op frivilligt for at se det. Den svenske filmsociolog Leif Furhammar har beskrevet filmen som Viljens triumf – i træsko!
Se filmene
Quislings "nye Norge" og efterkrigstidens traumer
Fra at have været et ubetydeligt parti med få medlemmer voksede tilslutningen til partiet dramatisk under krigen, hvor antallet af medlemmer toppede med 43.300 i 1943. Meget af dette skyldtes, at den tyske besættelse gav arbejdsmuligheder for de mange arbejdsløse efter den økonomiske krise i 1930’erne. NS udgav i 1941 under stor triumf en brochure med titlen "Seiren over arbeidsløsheten", hvor NS og Quisling fik æren for, at det antageligt største sociale problem i Norge nu var løst. For mange af de arbejdspladser, der nu blev udbudt, var NS-medlemskab som regel en forudsætning.
Der var selvfølgelig også mange, som blev medlem af ideologiske årsager. Mange af de unge, som søgte mod NS, blev senere hvervet som soldater i "Den norske legion" og "Germanske SS Norge" og blev indsat i kampene mod Sovjetunionen efter juli 1941 som "frontkæmpere". Andre gik – ligesom Henry Rinnan – i tysk tjeneste og deltog i kampen mod den norske modstandsbevægelse.
For at forstå omfanget af det norske retsopgør er det nødvendigt at se nærmere på det traume, som den tyske besættelse førte med sig for den norske befolkning. I modsætning til Danmark, hvor krigshandlingerne var ovre i løbet af et døgn, fortsatte de i Norge fra 9. april og frem til 10. juni 1940, hvor den norske kapitulation var en realitet, og kongen og regeringen var rejst i eksil i Storbritannien. I løbet af de tre måneder var småbyerne Elverum, Kristiansund, Molde, Steinkjer, Namsos og Bodø blevet jævnet med jorden af Luftwaffe. Narvik i Nordnorge, som var genstand for intense krigshandlinger, og hvor Hitler led sit første nederlag i krigen, da byen blev generobret af norske, britiske, franske og polske styrker, var også tilintetgjort.
De tyske soldater i Norge, som toppede med over 360.000, medførte selvfølgelig en enorm belastning på befolkningen, og – som vi vender tilbage til senere – store sociale problemer.
Norske tab, stemningen i befolkningen og retsopgøret
Norge havde før krigen verdens 4. største handelsflåde, hovedsageligt inden for udenrigsfart. Efter 9. april blev denne tonnage stillet til rådighed for de allierede. Konvojerne, særligt dem i Nordatlanten, var udsat for angreb fra fly og ubåde, og omkring 4.000 norske søfolk mistede livet under krigen. Også i Norge medførte besættelsen tab af norske liv. I alt regner man med, at ca. 10.000 norske mænd og kvinder mistede livet som følge af krigen. Foruden de 4.000 krigssejlere blev 2.000 i de væbnede styrker dræbt i kampene i Norge og senere i allieret tjeneste. Den norske modstandsbevægelse havde 1.400 faldne, og af de 1.800 norske jøder mistede over 700 livet – de fleste efter at være blevet transporteret til Auschwitz.
Befolkningen i Finnmark i Nordnorge blev i efteråret 1944 tvangsevakueret fra deres eget hjem, som senere blev brændt af Wehrmacht. Et område næsten halvanden gang så stort som Danmark blev raseret –10.400 huse, 116 skoler og 27 kirker, og den største menneskeflytning på norsk jord blev sat i gang. Omkring 40.000 mennesker blev drevet sydpå med våbenmagt af tyskerne.
På den baggrund er det forståeligt, at der i den norske befolkning var et stærkt ønske om et opgør med dem, som blev opfattet som landsforrædere. Opgøret foregik stort set under ordnede forhold, men der blev rejst betænkeligheder over både lovanvendelse og de praktiske resultater. Især gjaldt bestemmelsen om, at medlemskab af NS skulle straffes. Flertallet af NS-medlemmerne blev dømt – over 2.000 fik fængselsstraf, mens over 20.000 blev idømt bødestraf og tab af "statsborgerlige rettigheder", herunder stemmeret og retten til offentlige stillinger.
Retsopgørets "gråzoner"
Retsopgøret i både Norge og Danmark var begge steder præget af en tvivlsom anvendelse af love, som fik tilbagevirkende kraft. Men hvor det danske opgør var rettet mod strafbare handlinger, rettede det norske opgør sig også mod holdninger, så det af bestemmelsen fremgik, at medlemskab af Nasjonal Samling i sig selv var grund til retsforfølgelse.
På papiret virker det, som om retsopgøret i Norge blev gennemført forsvarligt, og det var på mange måder en imponerende administrativ indsats fra et retsapparat med små ressourcer. Alligevel opstod der flere gråzoner.
En af de gråzoner var behandlingen af de såkaldte "tyskertøser", dvs. kvinder, som havde plejet omgang med tyske soldater. Dette var ikke omfattet af nogen lovparagraf, men alligevel blev mellem 3.000 og 5.000 af disse kvinder interneret i egne lejre fra befrielsen og et år frem. Det blev anslået, at mellem 40.000 og 50.000 norske kvinder havde haft et forhold til en tysk soldat eller officer.
Det førte også resultater med sig: Over 9.000 børn blev det til, hvoraf 8.000 af dem blev født på de såkaldte Lebensborn-fødehjem. Lebensborn var en "racehygiejnisk" organisation, som blev oprettet af SS i Tyskland i 1935 med det formål at drage omsorg for "race- og arvebiologisk værdifulde" mødre og børn. Der blev oprettet 10 barsels- og børnehjem i Norge. Mange af børnene blev senere sendt til børnehjem i Tyskland. Etter krigen blev det diskuteret, hvorvidt disse børn skulle have lov til at komme tilbage til Norge.
Krigen, besættelsen og norsk film i efterkrigstiden
Krigen og besættelsen kom også til at sætte sit præg på norsk film. I de første to årtier kom der en række film fra filmskabere, som selv havde oplevet tiden. En af de mest fremtrædende var Arne Skouen, hvis film 'Ni liv' blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film i 1957. Den næste generation af filmskabere havde et mere kritisk syn på besættelsen og myten om "den gode nordmand". Bente Erichsens film 'Over grensen' (1987) omhandler en episode, hvor to norske "grænseguider" myrder et ældre jødisk ægtepar og efter krigen bliver tiltalt for rovmord, men frikendt med henvisning til nødværge.
Antallet af film om besættelsestiden faldt derefter med et par enkelte film i perioden 1987-2007, før Joachim Rønning og Espen Sandbergs Max Manus blev en norsk publikumssucces i biografen i 2008. Filmen, som dramatisk skildrer norske modstandshelte, kom samtidig med Flammen og citronen i Danmark og har meget tilfælles med den danske film. Men hvor den danske film evner at problematisere heltebilledet af modstandsmændene, henfalder Max Manus til endimensionel heltedyrkelse. Max Manus indledte ellers en periode i norsk spillefilm, hvor vi hvert år har fået mindst én besættelsesfilm, og filmen 'Nr. 24' (John Andreas Andersen 2024) toppede i januar 2025 Netflix’ verdensliste for ikke-engelsksprogede film.
De sidste års film omfatter både traditionel national heltedyrkelse og et mere kritisk syn på den norske krigshistorie som i Eirik Svenssons 'Den største forbrytelsen' (2020), som tager fat i den norske meddelagtighed i transporten af norske jøder til gaskamrene i 1942. I slutningen af 2024 kom filmen De rettsløse (Lena-Christin Kalle), hvor "tyskertøsernes" skæbne (og modstanden i det norske rigsarkiv mod at grave i dette materiale) bliver behandlet. Ligesom 'Den største forbrytelsen' peger de to sidstnævnte film på en vilje til at tage tabubelagte emner op om den norske modstandsbevægelse under krigen.
Bjørn Sørenssen | 29. april 2025
