Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder på Det Danske Filminstitut
Denne artikel er en del af temaet 'Anden Verdenskrig i Norden' og kan læses på dansk, norsk og svensk. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Mange danskere har et sæt af nogenlunde ens sort-hvide billedsekvenser, der dukker frem af erindringen, når talen falder på besættelsestiden: En tysk soldat på sidevognsmotorcykel, hensynsløst på vej over fortovet, så fodgængerne må springe for livet. En tank, der kører ind på Rådhuspladsen i København og holder stille. Jublende menneskemasser i gaderne, som vifter ivrigt med Dannebrog en mild og befriende majaften i 1945.
Billederne stammer fra en lille håndfuld dokumentarfilm om Danmark under besættelsen, som blev produceret fra 1945-60. De fire film: Danmark i Lænker (1945), Det gælder din Frihed (1946), De fem år (1955) og De fem år – skoleversionen (1960) er blandt de vigtigste leverandører af levende billeder til danskernes kollektive erindring om besættelsestiden. Denne artikel handler om, hvordan kritikken på film af Danmarks rolle og ageren under Anden Verdenskrig blev udvandet fra befrielsen og frem til 1960.
Artiklen fortsætter under filmene
Se filmene
Kampen om besættelseshistorien
To store dokumentarfilm, Danmark i Lænker (1945) og Det gælder din Frihed (1946) fik biografdistribution i hele landet lige efter befrielsen. I 1955 – da krigen var kommet lidt på afstand – blev filmen De fem år klippet af de samme historiske filmoptagelser.
Det gælder din Frihed var skarp i sin kritik af dansk passivitet og godtroenhed i tiden før den tyske invasion. Mindst lige så kritisk var den over for den samarbejdslinje, den danske regering fulgte under besættelsen. Kritikken i filmen fik efter premieren i 1946 flere politikere til at anklage Det gælder din Frihed for at være ensidigt manipulerende og propagandistisk. Også i pressen fik den en hård medfart. Ekstra Bladet mente eksempelvis, at end ikke den forhadte nazityske propagandaminister kunne hamle op med Det gælder din Frihed; avisen skrev, at "den lille slyngel Goebbels var en Dilettant i Sammenligning med de Mænd, der lavede denne Film." (Ekstra Bladet 04.05.1946).
Instruktøren, Theodor Christensen, bed fra sig, både over for kritikken efter premieren og igen i 1955 under produktionen af De fem år. Han frygtede, at hans konfliktprægede fortælling var i fare for at blive udvandet og truede ligefrem med sagsanlæg, hvis hans filmmateriale blev brugt i en "afsvækket" udgave. I et brev til producenten insisterede han på, at: ”Filmen må ikke bruges til en forsoningsfest, der lader de ti år være gået og fremstiller modstandskampen som et enigt folks.” (Information 02.04.2012).
Sammenhold eller splid
Theodor Christensen ønskede ikke, at hans film skulle bruges til en fortælling efter den historiske skabelon, som siden fik navnet "konsensusfortællingen". Ifølge konsensusfortællingen var der ikke konflikt mellem modstandsbevægelsen og samarbejdsregeringen. Tværtimod. Det politiske Danmark og samarbejdspolitikken med tyskerne var et skjold, som værnede befolkningen imod overgreb, mens modstandsbevægelsen var sværdet, der angreb besættelsesmagten. To sider af samme sag. Det er den skabelon, Danmark i Lænker er skåret over. Over for den udlægning stod Det gælder din Frihed, som opfattede modstandskampen som vendt imod både samarbejdspolitik og besættelsesmagt.
Balladen om Det gælder din Frihed vidner om den kamp om den rette udlægning af besættelsestidens historie, som udspillede sig efter. Mange tidligere modstandsfolk var utilfredse med, at samarbejdspolitikerne var i færd med at frikende både sig selv og de mange prominente samfundsstøtter, som havde været på lidt for god fod med tyskerne lidt for længe. Kritikken af Det gælder din Frihed viser, at nogen i magtens centrum følte sig truffet – ellers havde filmens anklager været ligegyldige. Utilfredsheden med filmen affødte desuden et behov for en ny film om besættelsen blandt dem, der gerne ville dreje efterkrigstidens historiefortælling om "de fem forbandede år" i en ny og mere regeringsvenlig retning.
'De fem år' anno 1955 – kritikken overlever
Theodor Christensen fik langt hen ad vejen sin vilje med De fem år i 1955.
Plakaten til 'De fem år'
Nogen tandløs og ukritisk film blev den ikke. Filmens speak er måske ikke så ætsende, som den var i Det gælder din Frihed. Men kritikken lever til gengæld i sammenklipningen af billedsiden. For eksempel får scenerne af den tyske invasion i Danmark ny betydning, når nordmændenes væbnede kamp følger lige efter. Isoleret set er scenerne af invasionen i Danmark relativt neutrale. Men når de klippes sammen med nordmændenes indædte kamp, kommer danskernes hurtige overgivelse til at fremstå som dansk eftergivenhed. Det var præcis dét, Theodor Christensen polemiserede imod i Det gælder din Frihed.
Filmen viser også, at dele af befolkningen, særligt de unge, vendte sig imod regeringens føjelighed over for besættelsesmagten. Ganske betegnende for den kritiske linje er en sekvens om Danmarks tilslutning til den anti-kommunistiske alliance, Anti-Komintern-pagten, i november 1941. Mens billederne viser udenrigsminister Scavenius på besøg i Berlin, hvor han underskrev den af Hitler-Tyskland dikterede krigserklæring imod den internationale kommunisme, bliver speaken nærmest Theodor Christensen’sk skarp. Man ser tyske optagelser af den ”pralende” ceremoni i Rigskancelliet i Berlin, hvor ”marionetter og quislinge fra de okkuperede lande” er hidkaldt for at deltage i en ”tom nazistisk demonstration af en enighed, der ikke eksisterer”, lyder speaken. Mens forræder efter forræder defilerer forbi kameraet og giver hånd til Himmler, Goebbels og andre nazi-spidser, læser filmens ene speaker, Gunnar Nu-Hansen, deres titler op. Herpå bekendtgør Mogens Wieth, filmens anden speaker, lakonisk svirpende, hvad der er hændt disse honoratiores:
Nu-Hansen: ”Den kroatiske udenrigsminister…”
Wieth: ”Flygtet til Sydamerika.”
Nu-Hansen: ”Slovakiets viceudenrigsminister…”
Wieth: ”Hængt”.
Nu-Hansen: ”Rumæniens ministerpræsident…”
Wieth: ”Henrettet.”
Nu-Hansen: ”Italiens udenrigsminister…”
Wieth: ”Skudt.”
Sekvensen kulminerer med billeder af Erik Scavenius i audiens hos selveste Adolf Hitler, mens Wieth i speaken lidt resigneret konstaterer at: ”Den danske udenrigsminister er i det dårligst mulige selskab”. Og fortsætter med at fortælle, at mens Scavenius er i Berlin, bryder voldsomme demonstrationer imod Anti-Komintern-pagten ud i København, ”anført af studenterne”. Så her modstilles de gamle samarbejdspolitikere med de unges modstandsvilje. Enhver form for konsensus afvises, og sekvensen er et eksempel på, at modstandskamp også ofte havde karakter af generationskamp i det tysk besatte Danmark. Samtidig antydes det også, at Scavenius måske også skulle have været hængt, skudt eller på anden måde henrettet for sin optræden i ”det dårligst mulige selskab”.
Konsensusklipningen af 'De fem år'
I 1960 blev De fem år klippet ned med cirka en halv time til den såkaldte skoleversion. I sit indhold og i sin historiefortolkning er den milevidt fra de tidligere film, som den var baseret på. Skoleversionen er derfor ikke bare en skolefilm, men også et skoleeksempel på, hvordan en dansk statsinstitution, Statens Filmcentral, aktivt formede historiefortællingen i takt med tidens samfundsmæssige og politiske toneklang.
Dokumentarfilminstruktør Børge Høst, som havde været assisterende instruktør på De fem år, fik opgaven fra Statens Filmcentral, der havde monopol på at distribuere undervisningsfilm i Danmark. Man ønskede sig en forkortet version af filmen til undervisningsbrug i danske skoler. Hvor meget Filmcentralens folk blandede sig i nedklipningen, lader sig ikke dokumentere. Den nye version var en halv time kortere end den oprindelige fra 1955 og passede med sin times spilletid nogenlunde ind i et skoleskema.
Skoleversionen skulle i de næste tre årtier ligge højt på Statens Filmcentrals hitliste over de mest udlejede film til danske skoler og foreninger og er sandsynligvis dansk filmhistories mest sete dokumentarfilm – og dermed en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste kilde, til generationer af danskeres viden om besættelsen. Indtil DR’s tilsyneladende uopslidelige TV-serie, ’Matador’, i slutningen af 1970’erne overtog den rolle. Theodor Christensen er stadig krediteret som instruktør for skoleversionen, men hans medvirken i processen var minimal.
Billedsiden ’renses’
Med Børge Høsts nedklippede version lod Statens Filmcentral den oprindelige film udgå af kataloget, så efter 1960 var der ikke længere umiddelbart mulighed for at sammenligne de to. I sin klipning af filmen har Høst skelet til, at målgruppen var skolebørn. Flere af de mest blodige klip er forsvundet, blandt andet en optagelse af to tyskere, der skyder en mand ned på et gadehjørne. Men at karakterisere nedklipningen som blot en øvelse i at gøre filmen mere børnevenlig er misvisende. Dertil mangler for mange af de sekvenser, hvor kritikken af samarbejdspolitikken er udtalt, og hvor interne modsætninger i Danmark fremhæves.
Den oprindelige udgave af De fem år indeholder for eksempel en sekvens med den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhls berygtede radiotale fra 1942, hvor han opfordrer danskerne til at angive sabotører. Et tydeligere eksempel på modsætningen mellem samarbejdspolitikere og modstandsbevægelse er vanskelig at forestille sig. Men i skoleversionen er der ingen Buhl, der opfordrer til stikkeri – sekvensen med radiotalen er klippet ud. Udenrigsminister Scavenius i dårligt selskab med Adolf Hitler og det besatte Europas øvrige "marionetter og quislinge" skulle generationer af skolebørn heller ikke se.
Der er også eksempler på klip, hvor vigtige detaljer er skåret væk. For eksempel under de tyske troppers indtog i København. I 1955-udgaven ses nysgerrige danskere vinke og svinge med hatte til de forbipasserende kolonner af tyske soldater. I skoleversionen er der ingen danskere, der hilser de tyske soldater. Også scener, der skildrer det medløb, de danske nazister gav besættelsesmagten, er der tyndet kraftigt ud i.
Ordlyd og ny speak
Nogle steder er speakens ordlyd ændret, så det får stor betydning for, hvordan man forstår indholdet. I De fem år kritiseres danskere, der er lidt vel ivrige efter at handle med tyskerne som "gode kunder". I skoleversionen er det ændret til, at det er tyskerne, der er "lidt for gode kunder", som udplyndrer landet. I en sekvens fra De fem år, hvor arrestationen og interneringen af de danske kommunister skildres, hedder det:
"Ledende danske kommunister skal – i strid med lands lov og ret – arresteres. Ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig. Krigens tryk hviler tungere over os…"
I den nedklippede version bliver det til:
"De ledende danske kommunister skal arresteres. Ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig og går med i tyskernes kamp imod Komintern – den internationale kommunisme. Efter tysk ordre sidder nu danske statsborgere i lejre og fængsler."
Arrestationen af kommunisterne er ikke længere "i strid med lands lov og ret" i den nye udgave, selvom grundloven garanterer retten til at forsamles i politiske partier. Regeringen bøjer sig blot for tysk pres og går til kamp imod kommunismen. Ansvarsfritagelsen for regeringen gøres også tydeligere ved, at i den nye speak arresteres danske statsborgere "efter tysk ordre". Det var det danske politi, der arresterede og internerede kommunisterne – rent faktisk langt flere danske kommunister, end tyskerne havde bedt om. Og gjorde det i strid med den danske grundlov. Men i nedklipningens nutid, 1960, var kampen imod kommunismen helt central. Det er blot få år efter ungarernes oprør imod Sovjet, hvor titusinder af europæere atter var på flugt fra undertrykkende regimer – både i Ungarn og DDR. Så her er filmen mere i takt med tidens angst for østblokken end med fortidens hændelser.
Et statsligt bestilt skønmaleri
Skoleversionen af De fem år befinder sig alenlangt fra Theodor Christensens linje, som den fremstod i Det gælder din Frihed. Generationer af danske skoleelever fik her serveret et statsligt bestilt skønmaleri af besættelsen. Hvor modstandsbevægelsen ikke blev bekæmpet af samarbejdsregeringen. Hvor regeringen nok bøjede af for tyske krav, men samtidig gik til kamp imod kommunismen. Hvor det internationale sammenligningsgrundlag, man kunne holde Danmarks ageren op imod, forsvandt, for også kontrasten til Norges modstand var luget ud. Og hvor kollaborerende danskere blev endnu mindre synlige. Dansk sammenhold og modstand imod besættelsesmagten – nærmest fra invasionsdagen – var dagens lektie.
Artiklen er en bearbejdet og forkortet udgave af en tidligere publikation.
Lars-Martin Sørensen | 29. april 2025