Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut
Denne artikel er en del af temaet 'Kampen om Østgrønland' og kan læses på dansk, norsk, svensk og grønlandsk. Temaet er en del af 'Norden på film', et samarbejde mellem skandinaviske filminstitutter.
Der var krisestemning og storpolitik på dagsordenen, da de skandinaviske statsministre mødtes på Hamar Odde lidt nord for Oslo den 6. september 1931 for at tale om nordisk samarbejde.
Den højaktuelle strid mellem Norge og Danmark om Norges annektering af dele af Østgrønland var den konkrete anledning til mødet for den danske presse. Men samtidig var det første gang, en svensk statsminister talte offentligt i Norge efter opløsningen af den svensk-norske union i 1905 – året, hvor Norge efter århundreders først dansk og siden svensk overherredømme blev en selvstændig nation. Nu mødtes de så, de nordiske landes regeringschefer, foran tusinder af norske tilskuere, hvoraf i hvert fald nogle havde levet under svensk dominans.
Se reportagen fra de skandinaviske statsministres historiske møde i Hamar 1931. Filmen har svenske mellemtekster og valgfri undertekster på originalsprog. Læs mere om filmen her.
Okkupation og ophidselsesforsøg
Forud for statsministermødet var gået uger, hvor danske aviser havde berettet om situationen i Østgrønland, luftet spekulationer som ”Forbereder Nordmændene en ny Okkupation?” og rapporteret om norske ”Ophidselsesforsøg i Østgrønlandsspørgsmaalet” (Social-Demokraten d.28.08 og 05.09, 1931.). De store hovedstadsaviser Politiken og Berlingske havde nøje fulgt op på, hvordan et hold af ansete jurister var blevet udpeget til at føre sag imod Norge ved den internationale domstol i Haag, og da det blev kendt, at der skulle være topmøde i Hamar, var optaktsartikler forsidestof.
De norske flag blafrede i en frisk vind den søndag, hvor først den svenske statsminister Carl Gustaf Ekman, så danske Thorvald Stauning og til sidst norske Peder Kolstad gik på talerstolen. Både Ekman og Stauning takkede indledningsvist den norske presseforening, der havde taget initiativ til mødet. Mikrofoner, højttalere og filmkameraer var på plads, statsministrenes taler blev live-transmitteret til radiolyttere i Norge og Sverige, mens den danske Statsradiofoni ikke fandt, at man kunne aflyse søndagsgudstjenesten til fordel for en transmission af politiske taler. Men danske mediebrugere behøvede ikke at gå glip af begivenheden af den grund. I dagene efter mødet bragte flere danske aviser lange uddrag af særligt Staunings tale – hvis de ikke bare, som partiavisen Social-Demokraten, aftrykte hele talen i spalterne.
Når budbringeren skaber begivenheden
Pressedækningen af begivenheden var massiv. Men måske er begrebet ’pressedækning’ vildledende. For den vanemæssige forestilling om pressen som en instans, der ’dækker’ begivenheder, som finder sted uafhængigt af pressen, var der helt tydeligt ikke tale om. Initiativet til selve mødet kom fra en presseforening, som på den vis skabte begivenheden såvel som dækkede historien. At mødet fandt sted på Hamar Odde tilførte, som Tore Helseth beskriver, historisk betydning, for Hamar er en kampplads, hvor de nordiske lande tidligere har bekriget hinanden.
Alene valget af arenaen, hvor begivenheden udspillede sig, tilførte nationale spændinger, som kunne engagere avislæsere, radiolyttere og seere af aktualitetsfilm i Norden. Og det er filmhistorisk bemærkelsesværdigt, at optagelserne fra Hamar er med synkron lyd. Aktualitetsfilm, der blev vist som forfilm i biograferne, var i begyndelsen af 30’erne næsten altid stumfilm med mellemtekster – at der blev investeret penge og teknisk kunnen i at producere en lydfilmreportage fra Hamar vidner også om pressens rolle i begivenheden.
Der var altså i høj grad tale om, at pressen brugte politikerne til at skabe en nyhed, der kunne sælge aviser. Men at skildre historien om statsministermødet på Hamar som et forløb, hvor pressen måske ligefrem udnyttede prominente politikere til at skabe røre i folkedybet, er ikke den fulde sandhed. For den danske statsminister – og måske også folkene omkring ham, længe før nogen kendte begrebet ’spindoktor’ – brugte også pressen til at fremstille Stauning og hans håndtering af ’Grønlandsproblemet’ i det mest fordelagtige lys.
Staunings hårde ord eller åbenhjertige tale
Forsiden af Svenska Dagbladet dagen efter mødet på Hamar bærer overskriften: ”Hårda ord af Stauning til Norge om Grönland på Hamarstämman.”, og underrubrikken citerer Stauning på talerstolen: ”’Kan norska folket undvara samarbetet, så kan det danska også gøre det” – fra den del af talen, som mest kontant gik i rette med Norge og særligt den norske presse for at have kaldt Danmark for ”den nordiske Jødekræmmernation, der vilde sælge Grønland for 400 Mill. Kr”. (se Oluf Bertolt og H.C. Hansen, Th. Stauning, Folkets Søn, Danmarks Statsminister, Forlaget Fremad 1942, s. 133).
I Danmark blev de knubbede ord modtaget med tilfredshed, både i den socialdemokratiske partiavis, Social-Demokraten, som på lederplads og under overskriften ”Et Alvorsord” roste Stauning for, at han ”på kraftigste og værdigste Måde har talt Danmarks Sag overfor det norske Folk.” Også oppositionspressen, det konservative Berlingske Tidende stiller sig positivt an, og bringer ligesom Politiken og Social-Demokraten i en fyldig reportage et interview med Stauning, som har fundet sted på hans hjemrejse med Oslo-ekspressen fra Helsingør til København.
Alle tre aviser fortæller om turen, og hvordan Stauning bliver modtaget på Københavns Hovedbanegård af den ventende presse og af sin kone og datter, der overrækker ham en buket blomster. Buketten bærer han under armen på det foto, som både Politiken og Berlingske bringer den 8. september.
Også budskabet i de tre avisers reportager er relativt enslydende: Stauning er glad, han har sagt sin ærlige mening til Norge og er overalt blevet venligt modtaget af nordmænd og -kvinder, som forstod og respekterede den åbenhjertige tale. Han havde også hørt, at Hallvar Devold, den bedst kendte og mest udfarende nordmand bag annekteringen i Østgrønland, blev omtalt som fascist ”i en enkelt norsk Kreds”, som det hedder i Berlingske. At Stauning former et budskab om det venligtsindede og forstandige norske broderfolk i modsætning til en rabiat aktivist og fascist – Devold i Østgrønland – er tydeligt. Og det er de norske selv, der kalder Devold en ’fascist’ – ikke Stauning: ”om det er den rigtige Betegnelse, skal jeg ikke udtale mig om”, siger han.
Interview med Thorvald Stauning i Social-Demokraten, 8. september 1931.
En veltilrettelagt mediebegivenhed
Staunings pressemøde ombord på toget fra Helsingør fremstår som en nøje tilrettelagt opfølgning på hans tale på Hamar, som naturligvis også var velplanlagt. Talen var, ifølge Stauning-interviewet fra togturen hjem, på forhånd afstemt med udenrigsminister P. Munch. Og budskabet går som nævnt relativt enslydende igennem i de vigtigste danske dagblade. Er der en lille forskel, så er det, at socialdemokraten Staunings egen partiavis er lidt mere rundhåndet med rosende adjektiver om statsministeren end de øvrige aviser.
Men ikke nok med, at pressen inviteres indenfor i statsministerens togkupé og udlægger hans tanker om statsministermødet på Hamar. Også dagen efter hjemkomsten, den 9. september, venter en veltilrettelagt og tydeligt prækalkuleret mediebegivenhed, som fastholder mediernes fokus på Grønlandsproblematikken: Grønlandsfareren Lauge Kochs ekspeditionsskib Godthaab vender hjem til København efter en tur til Østgrønland. Igen er hovedstadsaviserne på pletten med store overskrifter om Kochs hjemkomst, ekspeditionens resultater, som er over forventningerne, og nyheden om, at der nu er to danske politimestre i Østgrønland – Koch selv har under ekspeditionen haft politimyndighed. ”Naturligvis faar han en stor Modtagelse og vil blive budt Velkommen af Statsminister Stauning”, skriver Social-Demokraten, og løfter sløret for, at Koch giver interview til Statsradiofonien kl. 19.15 samme aften, så alle kan høre om ekspeditionens resultater. At damperen Godthaab har taget turen fra Skagen til København i sneglefart ”Af Hensyn til den planlagte store Modtagelse” kan man læse i samme avis – besætningen, der runder Skagen den 8. om morgenen, har over radioen fået besked på ikke at anløbe København før dagen efter af hensyn til modtagelsen.
Politik og medier i indbyrdes vekselvirkning
Således former anden weekend i september 1931 sig som et dramaturgisk veltilrettelagt politisk teater, som udspilles på mediernes scene: Først den spændingsskabende optakt med beretninger om norske provokationer, så Staunings dundertale til Norge, som sættes i perspektiv af tog-reportagen og hjemkomsten til familiens velkomst på hovedbanegården. Og endelig er der den opfølgende heltemodtagelse af de danske myndigheders lange arm i Østgrønland – den ansete ekspeditionsleder med politimyndighed, dr. Lauge Koch og hans 27 mand store besætning på det gode skib Godthaab.
I de senere år har man inden for akademiske mediestudier talt om en voksende ’medialisering’ af politikken i vestlige samfund – altså at den førte politik formes efter, om den kan fortælles med størst mulig effekt i medierne. At politik og medier indgår i en indbyrdes vekselvirkning, hvor medier skaber politiske begivenheder og bruger politikere og vice versa, var allerede ganske tydeligt under Grønlandskrisen i 1931. Den lille reportagefilm fra statsministermødet på Hamar Odde er et vidnesbyrd om denne vekselvirkning.
Kilder
Social-Demokraten d.28.08 og 05.09, 1931.
Oluf Bertolt og H.C. Hansen, Th. Stauning, Folkets Søn, Danmarks Statsminister, Forlaget Fremad 1942, s. 133).
Lars-Martin Sørensen | 29. august 2024
