Af Birgir Thor Møller, programredaktør, Nordatlantiske Filmdage, Nordatlantens Brygge
Sommeren 1918 underskrev Danmark og Island en forbundslov, der trådte i kraft 1. december 1918, og dermed blev Island en suveræn stat, der delte konge med Danmark. Ifølge aftalen kunne den til enhver tid opsiges af den ene part, og oven på en folkeafstemning i 1944 løsrev Island sig endeligt og blev den 17. juni en selvstændig republik.
Ud over at blive en selvstændig nation, så blev det 20. århundredes Island præget af en hastig og grundlæggende modernisering. Derfor har det traditionelle Islands møde med moderniteten også været et centralt tema i flere af de islandske spillefilm, som vi har kunnet se, siden etablering af en islandsk filmfond i 1979 satte gang i en regulær islandsk filmproduktion.
Før 1979 hørte det derimod til sjældenhederne at se Island på film. Og når det skete var det først og fremmest i dokumentarfilm, lavet af enten islandske filmpionerer eller udenlandske og ikke mindst danske filmmagere, der ville skildre livet og den storslåede natur på Atlanterhavsøen.
Læs resten af artiklen under filmserien
Filmsamling
HAVETS SØLV
Blandt de ældre bevarede Islandsfilm er den danske orlogskaptajn Andreas M. Dams Billeder fra Island fra 1939 en regulær perle. Ud over særdeles smukke optagelser fra vulkanøens bjergtagende landskaber og velkendte seværdigheder, giver den et indblik i 1930’ernes islandske samfund. Her er enestående optagelser af livet i både den hastigt voksende hovedstad, Reykjavik, og den mere traditionsbundne provins.
Og lige så fascinerende er filmens skildring af det omfangsrige sildefiskeri, der længe bidrog markant til nationens modernisering og stigende velstand. I Island taler man ligefrem om de år som ”sildeeventyret”, og selve sildene kaldte man dengang for ”havets sølv”. Sildebestanden svandt dog ind i 1960’erne, og alt imens både fiskeindustrien og nye erhverv udviklede andre indkomstkilder, faldt sildens før så markante bidrag til nationaløkonomien betydeligt.
MED ISLÆNDINGENE I BÍÓ
En anden perle i denne samling er Islands Altings Besøg i København, som Peter Elfelt optog i 1906. Filmen er ikke blot den ældste, bevarede filmoptagelse af islændinge, men blev endvidere vist i Island fredag den 2. november 1906, hvor danskeren Alfred Lind åbnede Islands første regulære biograf, Reykjavik Biograftheater. I folkemunde blev den hurtigt omdøbt til Bíó - og at gå i ”bíó” blev lige så hurtigt en af de mest populære adspredelser i Reykjavik.
Op gennem første halvdel af det 20. århundrede forsynede et stigende antal biografer i Reykjavik de filmhungrende islændinge med levende billeder fra den vide verden. Og når de en sjælden gang fik mulighed for at se sig selv på det store lærred, vakte det selvfølgelig stor begejstring. Af de relativt få film, som dengang blev optaget i Island, er ikke alle bevaret. Derfor er de film og klip, som tilbydes her, ikke blot funklende, men også sjældne perler fra vores fælles filmhistorie, som ydermere giver et enestående indblik i datidens Island.
Birgir Thor Møller | 29. november 2018
