Af Lisbeth Richter Larsen, redaktør, Det Danske Filminstitut
Foto: Anders Birger
I 1980’erne præger en ny generation af kvindelige filmskabere med Dola Bonfils, Katja Forbert, Lise Roos, Mette Knudsen, Anne Wivel og ikke mindst producenten Hanne Høyberg i spidsen på hver deres måde dansk dokumentarfilm. Dola Bonfils engagerer sig som autodidakt filminstruktør fra begyndelsen stærkt i samfundsforhold og institutioner.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film af Dola Bonfils
Hverdagslivets vilkår
I Fremtid søges! (1982) undersøger Dola Bonfils, hvad det vil sige at være arbejdsløs ved at portrættere fire unge mennesker, som af forskellige grunde står uden job. I den efterfølgende Gymnasiet – en skoleform (1983) skifter hun fokus til en anden gruppe af unge i en afsøgning af, hvordan den demokratiske samtale mellem lærere og elever udfolder sig på et københavnsk gymnasium. Bonfils er til stede på skolen hver dag i fem uger, observerer alle hændelser og bevæger sig frit rundt med kameraet.
Denne cinema verité-inspirerede metode bliver kendetegnende for flere af Dola Bonfils’ følgende film: blandt andet en serie på tre film om politiets arbejde, Politiet i virkeligheden 1-3 (1986). Her skildres politiets arbejde i en til tider hektisk og kaotisk virkelighed, men med en underliggende kritik af, at politiet bliver brugt som skraldemænd for en dårlig socialpolitik. Efterfølgeren Med døden inde på livet (1989) følger personalets hverdag på en medicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. For at fremhæve patienterne og det menneskelige aspekt bag den nøgterne skildring af personalets mange dilemmaer og udfordringer klipper Bonfils nærbilleder ind af en hånd på en dyne, en blomstervase i forgrunden eller et lommetørklæde, der knuges og løftes mod ansigtet uden for billedet.
Institutioner, demokrati og magtstrukturer
Dola Bonfils har selv angivet den amerikanske dokumentarist Frederick Wiseman som inspirationskilde. Wiseman er kendt for sin ’fluen på væggen’-metode og udforskede selv amerikanske institutioner og magtstrukturer. Institutionsportrætter bliver netop et markant spor i Dola Bonfils’ samlede produktion. I et interview om ’Med døden inde på livet’ siger hun:
Det er i virkeligheden DNA’et i Bonfils’ værk – interessen for mennesker, samtalen mellem mennesker og de refleksioner, der opstår, når vi udfordrer hinandens verdensbilleder med vores forskellige virkeligheder. Det være sig sygeplejersken på nattevagt, betjenten på politistationen i Glostrup eller forskeren på Novo Nordisk i den senere Drømme med deadlines - en genfortælling (2003).
Institutionsportrætterne udgør ydermere en ramme for en undersøgelse af magtforhold:
Og den interesse løber som en rød tråd gennem Bonfils’ filmværk og kulminerer i hendes initiativ til den stort anlagte dokumentarserie ’Magtens Billeder, som blev til i et samarbejde mellem Filminstituttet og DR – en serie bestående af 12 individuelle film med udgangspunkt i forskningsprojektet’ Den danske magtudredning’. Selv bidrager Bonfils med K-notatet (2004), om Forsvarskommandoens arbejde med fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer.
Videnskab og kunst
Et andet gennemgående spor i Dola Bonfils’ produktion udspringer af en tydelig nysgerrighed på, hvordan forskellige kunstarter og discipliner som billedkunst, musik, filosofi og naturvidenskab kan berige vores blik på verden. Bonfils går ikke af vejen for at formidle komplekse emner som fx hjerneforskning i Tankens anatomi (1997). At udforske virkelighedens mange lag, bryde dem op i bidder og igen og igen slå fast, at der ikke er én sandhed, er genkommende træk i hendes arbejde. Lydbilleder (1993) er et eksempel på denne tilgang. Her afdækker Bonfils forholdet mellem lyd og billede fra en række perspektiver, som er både teknisk videnskabelige, æstetisk oplevelsesmæssige og praktiske.
Dobbeltportrættet som form
Dola Bonfils har løbende afprøvet nye måder at udforske filmsproget på. Et greb er dobbeltportrættet, hvor Bonfils udvælger to personer, som i en dialektisk og gensidigt udfordrende samtale afdækker et emne. Instruktøren er diskret til stede med kameraet, observerer og former sin film i klipperummet. I To malere – to værksteder (1992) er det de to billedkunstnere Nina Steen-Knudsen og Ursula Reuter Christiansen, der mødes og i samtalen spejler sig i hinanden og dermed portrætterer sig selv. I de tre ’Levende ord’-film sender Bonfils en dansker ud i verden for at undersøge et givent spørgsmål i mødet med en samtalepartner: I den første, Fælleskab og demokrati (1996), er det Ebbe Kløvedal Reich, der rejser til Burkina Faso for at snakke med stifteren af en særlig bevægelse, som har udviklet et kvalitativt demokrati på baggrund af ideer, der minder om den danske andelsbevægelse. I den anden, Miljø og udvikling (1997), møder Knud Vilby en indisk forsker i New Delhi for at snakke miljøspørgsmål, og i den sidste film i serien, Mødet med det fremmede (2001), rejser psykiater Kristen Kistrup til en storby i Brasilien og taler med en forskerkollega, som har søsat en helt ny behandlingsform i et slumkvarter. Denne samtaleform som metode udspringer givet af Dola Bonfils’ tid som filmkonsulent for Danida, og hendes klart udtalte holdning, at det er:
Dobbeltportrættet får måske stærkest effekt i Billeder til tiden (1997), hvor to venstrefløjskvinder mødes på tværs af generationer. Bente Hansen er i midten af sit liv og gammel 68'er. Helle Hansen er autonom ungdomsoprører. I samtalen imellem de to slår det gnister, men muligheden for en øget forståelse mellem generationerne toner også frem. Historisk materiale blandes med optagelserne af de to kvinders samtaler, flere steder i en lag-på-lag-stil, og illustrerer dialogens potentiale og spændvidde.
I dokumentarfilmens tjeneste
Ud over sine egne film har Dola Bonfils som filmkonsulent, først i Danida og siden på Filminstituttet (fra 2004-2009 og igen i 2011), ageret talentudvikler, fødselshjælper og sparringspartner for en lang række dokumentarister. Næsten 80 dokumentarfilm har hun givet produktionsstøtte i sin tid som DFI-konsulent.
I 2013 realiserede Bonfils i samarbejde med Filminstituttet udstillingen Sculpting the Past. Et projekt med en bærende ide om at sætte filmarven i spil for et nutidigt publikum, som understregede filmmediets rolle i historiefortolkning og kollektiv erindring. ’Sculpting the Past’ spændte vidt; fra forskningsbaserede artikler over nydigitalisering og tilgængeliggørelse af gamle dokumentarfilm til en fysisk udstilling omkring et nyere værk, Joshua Oppenheimers ’The Act of Killing’ fra 2012 og produktion af undervisningsmateriale.
I september 2023 udgiver Dola Bonfils bogen ’I øjesyn’ om sine kunstneriske og eksistentielle overvejelser i forhold til et langt liv i dokumentarfilmens tjeneste. Bogen ser ikke bare tilbage, men præsenterer en håndfuld mennesker, som går i dialog med forfatterens film, hiver dem ud af fortiden og læser dem ind i en aktuel virkelighed anno 2023. Samtaler om film og virkelighed – helt i Dola Bonfils’ ånd.
Lisbeth Richter Larsen | 8. september 2023
Kilder:
Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder – den moderne danske dokumentarfilm (Samfundslitteratur, 2012)
Filminstituttets udklipssamling
