Af C. Claire Thomson, professor ved University College London
Da Bent Barfod fyldte 60 år i 1980, blev han hyldet som den "utvivlsomt mest originale kunstner i dansk film", og som den filmskaber, der kunne bryste sig af flere internationale priser end nogen anden dansker i branchen – "hæder har han høstet i øst og vest, fra Prag til Buffalo" (Sv. K.-J. 1980). Mens hans flittige output på over 250 produktioner i pressen førte til hyppige – og dovne – sammenligninger med Walt Disney, havde Barfods kunstneriske praksis meget lidt med amerikansk celleanimation og stort budget at gøre. Faktisk var hans karriere præget af en løbende eksperimenteren med lagdelte, rytmiske stilarter og teknikker, der omarbejdede stop-motion og fotomontage, og som altid legede med billedets materialitet.
Denne kunstneriske praksis resulterer i noget, der overskrider film, tegning og kunsthåndværk og skaber en ny symbiose. Hvis vi skeler til filmteoretikeren André Bazins kommentar til, hvad der sker i film om malerkunst, kan vi sige, at Barfods værker bliver "en æstetisk symbiose af skærm og maleri, ligesom lav af algen og svampen" (Bazin 2004: 168). Eller som filmkritikeren I.C. Lauritzen udtrykte det i en tv-udsendelse om Barfods arbejde i 1972, så var hans specialitet "kombinationen af realfilm, trick- og tegnefilm og musik til en kompliceret, raffineret audiovisuel udtryksform, en slags ‘øjenmusik’" (Anonym 1972).
Læs resten af artiklen under filmserien
Film af Bent Barfod
Portræt af kunstneren
Barfod begyndte at arbejde med film i slutningen af 1940'erne, og i den hurtigt voksende produktion af korte bestillingsfilm fik han snart til opgave at levere animerede sekvenser og grafiske elementer til film, der var sponsoreret af Ministeriernes Filmudvalg. Han leverede grafik til 'Spar paa Vandet!' (Svend Aage Lorentz, 1948), Sikkerhed i luften (Ingolf Boisen, 1949), den Marshallplan-finansierede Den strømliniede gris (Jørgen Roos, 1951) og The Pattern of Cooperation (Theodor Christensen, 1952). Barfods bidrag er eksemplificeret i de tre sidstnævnte film, som oprindeligt var bestilt til et engelsksproget publikum med det formål at belyse komplekse netværk af forbindelser med Skandinavien som midtpunkt. Barfod designede animerede kort og diagrammer, som på en engagerende måde inviterer seeren til at forstå disse netværk som dynamiske og bestående af materielle ting: mennesker, vejrstationer, mælkejunger (se Thomson og Hilson, 2014).
Poesi og politik
For at overtale vælgerne til at stemme ved det danske folketingsvalg i 1953 blev Barfod inviteret til at instruere en kort tegnefilm; resultatet, En ny og sørgelig vise (1953), var skrevet i samarbejde med Sigfred Pedersen. Den tre minutter lange film eksemplificerer et aspekt af Barfods transmediale tilgang til film, hvor den tumlende, spjættende tændstikmand – et irriterende brokkehoved, som ikke gider stemme – ser ud til at danse til rytmen af voice-over'en på vers. “Uprætentiøse vrøvlevers" var populære i 1950'erne, men de kunne bruges til noget, som en artikel om Barfods arbejde konstaterede nogle år senere: "De har intet højtideligt budskab… Men nok en mission: den at åbne for det umiddelbare, det barnlige i sindet, den at tale til fantasien, pirre den." (JAB 1958).
Ud over evnen til at overbevise ved at "pirre", formulerede Barfod ofte princippet om, at animationsfilmen var en kraftfuld kunstform i forhold til at udtrykke abstrakte begreber. Det var han ikke alene om: Hans gennembrudsfilm Noget om Norden (1956) blev bestilt efter anbefaling fra manusforfatteren Carl Th. Dreyer, som i sit oprindelige oplæg til projektet erklærede, at kompleksiteten i det nordiske økonomiske samarbejde kunne forklares mest overskueligt via animation (Thomson 2018: 110-11). Barfod var enig og kommenterede til en interviewer, at "Tingene bliver sværere og sværere at forklare i ord. Men den korteste vej mellem to punkter kan altid tegnes" (citeret i Bjørn Hanssen, 1959). Mere end et årti senere, i 1972, argumenterede Barfod for en mere udstrakt brug af animation på tv, især i forbindelse med folkeoplysning: "Tegnefilm giver muligheden for at lege det ind i folk. Ofte er folk ikke interesserede i en eller anden ting, men hvis det serveres let og legende, hænger de på og ser med" (Anonym 1972).
Noget om Norden blev bestilt i kølvandet på oprettelsen af Nordisk Råd i 1952, og filmen tager legens princip til det yderste for at forklare den nordiske integration for lokalbefolkningen og for verden. En magisk realistisk tilgang til at forklare toldbarrierer resulterer for eksempel i fem murstensfæstninger, fyldt med de respektive nordiske landes produkter, som smuldrer ved lyden af fem vikinge-lurer, der blæser i kor. Filmen anvender en stil med barnlige, farverige papirklippede figurer imod mere abstrakte, baggrunde og bruger en voice-over, der foregiver at fortælle om det nordiske økonomiske samarbejde fra en dansk drengs perspektiv. (For mere om baggrunden for denne film, se Norén, Stjernholm og Thomson, 2022).
Eget studie med unge talenter
Barfod etablerede sit eget studie i 1956, og han fortsatte med at finansiere sine eksperimenter med kommercielle projekter bestilt af kunder i Tyskland, Finland, Norge og Sverige samt af store danske virksomheder som Burmeister & Wain – i en sådan grad, at hans filmselskab blev fremhævet i Berlingske Aftenavis' sektion 'Eksport' i 1960 (Anonym 1960).
I 1959 var studiet blevet udvidet og flyttet til en villa i Hellerup, hvor det på sit højeste beskæftigede 15 personer, heriblandt den unge generation af animatorer, blandt andre Jannik Hastrup (hvis bearbejdning af H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling kan ses her på siden) og Flemming Quist Møller (se for eksempel Det usynlige pattebarn, 1982). Atmosfæren blandt filmskaberne i studiet blev af en interviewer beskrevet på følgende måde, "I dag råder den bestandigt eksperimenterende tegner over en kammeratligt og arbejdsmæssigt sammensvejset stab på mere end en halv snes" (JAB 1958). Barfods kone, Birthe Barfod, var også aktivt til stede i virksomheden og i filmproduktionsprocessen (Karpen 2008: 62).
Musik og dansefilm
Musikkens betydning i Barfods arbejde er tydelig. Audiovisuelle eksperimenter med henholdsvis jazz og progressiv rock kan ses i to eksperimentelle kortfilm fra 1968: The Saints og Psychedille. Mens førstnævnte leger med lagdeling af silhuetter og udklip, anvender sidstnævnte stop-motion billeder af maling og farvetegninger, der blandes, samt dobbelteksponering.
Den anden side af den musikalske mønt er Barfods vedvarende interesse for den menneskelige krop i bevægelse. Hans folkelige gennembrud i Danmark kom med visningen af 'Balletballade', lavet til DR i 1962 (udsendt 1963). Han fortsatte med at eksperimentere med dans i Orfeus og Julie (1970) og Mixed Double (også 1970), der hver især transformerer balletdansernes bevægelser via en blanding af farver, lys og trickfotografering. Med udgangspunkt i Erin Brannigans definition af dansefilm, dvs. den "cine-koreografi", som reagerer på udfordrende danseformer ved hjælp af trickfotografering, slowmotion eller reverse motion, kan vi konstatere, at i disse værker af Barfod "går filmskaberen ind i en intens dialog med emnet, så det punkt, hvor dansen begynder og slutter, flyder sammen, og filmen i sig selv bliver danseagtig" (Brannigan 2011: 127). Men man kan sige, at Barfod går videre, for i denne sammensmeltning er filmen det primære, og den tager sine former og rytmer fra dansen snarere end at registrere den som sådan: dansen bliver på den måde filmlignende.
Den organiske form af den menneskelige krop er igen – helt bogstaveligt – det bankende hjerte i kortfilmen Mennesker imellem fra 1975. I samarbejde med essayisten Elsa Gress (medforfatter) kritiserer Barfod manglen på kommunikation og kontakt mellem mennesker i det moderne samfund og sætter byernes grå linearitet og bilernes og flyenes hermetiske natur i kontrast til skulpturernes, havfruernes, de kødædende planters og de anatomiske hjerters kurvede plasticitet.
Naturen og mennesket
Naturen er et tilbagevendende tema i Barfods arbejde. Den herlige Forårs-Fredrik (1958) beskæftiger sig endnu en gang med Sigfred Pedersens vers, men denne gang overføres versene til billeder med lyden af et orkester og uden voice-over. Ligesom Noget om Norden kombinerer Forårs-Fredrik teksturen af farverige baggrunde med stiliserede menneskelignende figurer, hvor Fredrik selv til sidst abstraheres til et smilende kridt-omrids tegnet af syngende børn. I ABC staveleg i Afrika (1964) styrer børnestemmerne filmen, mens de improviserer sange og bogstavlege om Afrika og dets dyreliv til et hypnotisk trommesoundtrack. Et mere politisk engagement om naturen kom med Solen er rød (1972), som vender tilbage til Barfods teknikker fra midten af 1950'erne, men mætter dem i forureningens kvalmende røde og grønne farver – og symbolsk forurener den naturlige verden med skurrende, hurtige montager af farvelagte live action-optagelser, billeder fra kunsthistorien af menneskelig fordærvelse og et støjende rock-soundtrack. Denne visuelt foruroligende film vandt en række priser på internationale festivaler, bl.a. i Moskva.
I løbet af 1970'erne og 1980'erne udviklede Barfods stil sig til at omfatte mere brug af live action-optagelser. I mange af de diskuterede film er spændingen mellem det fotografiske billede og de tegninger og udklip, der er lagt ovenpå, i sig selv med til at skabe uro, da beskueren tvinges til at begribe flere sameksisterende ontologier. I den sci-fi-influerede At være eller la' være (1979) træder Barfod selv frem på skærmen som en let fiktionaliseret illustrator, der demonstrerer sin særlige evne til at tegne med begge hænder på én gang. Men filmens fotorealisme (og moderne musik) undermineres af den spontane animation af hans skitser og af, at figurer og genstande fra eventyr bryder ind i fortællingen.
Blandede medier og modernitet
Ekkoet af H.C. Andersen i At være eller la' være peger tilbage på Barfods fortolkninger af den danske eventyrfortællers værker: Vanddråben (1969) fremkalder ordløst de skrækindjagende dyr i forskellige størrelser i den mikroskopiske malstrøm, og den samplede lyd af sirener, storme og skrig skaber et modspil til de nuttede monstre. Ligesom Andersens eventyr i sin tid formidlede folkelige og videnskabelige forestillinger om de groteske ting, der kunne gemme sig i en vanddråbe (Stougaard-Nielsen 2011: 137-38), så afspejler Barfods version også modernitetens bakterielle forestillinger.
Konen med æggene (1970) er en anden litterær adaption, der udelader verbalt indhold; det muntre elektroniske soundtrack, figurernes forvrængede jammer og den smukke, blomstrede visuelle stil formidler tonen i Andersens eventyr. Og ikke kun hans fortællinger formidles: I Barfods arbejde med papir og andre materialer får vi et glimt af de papirklipteknikker, som Andersen selv udviklede, mens han undfangede og delte sine fortællinger (Halliday 2021). Ligesom Barfod, arbejdede Andersen på tværs af medier, og "mange af hans fortællinger trak på eller var betinget af samtidens trykte, visuelle og blandede medier" (Stougaard-Nielsen 2011: 134), og han gav udtryk for sine egne narrativer, ikke kun gennem historier, men også gennem papirklip, scrapbogsfremstillinger og collagefyldte skærme fra fotografier og illustrerede magasiner. I Barfods kunst ser vi altså en slags arvegods efter Andersen.
Kilder
Alle citerede avisartikler er samlet i mappen 'Bent Barfod', Udklipsarkivet, Det Danske Filminstitut.
Anonym (1957), "Kunsten i kortfilm", Politiken, 20. januar 1057.
Anonym (1960), "Eksport", Berlingske Aftenavis, 18. juni 1960.
Anonym (1972), "Bent Barfod drømmer om et tegne liv i TV", B.T., 23. august 1972.
Bazin, A. (2004). "Hvad er film", vol. 1. Berkeley: University of California Press.
Bjørn Hanssen, Merete (1959), "Bassen og celloen", B.T., 8. december 1959.
Brannigan, Erin (2011), Dancefilm: Choreography and the Moving Image, Oxford: Oxford Academic.
Hellmann, Helle (1981), "Dansk skole for tegnefilm", Politiken, 21. marts 1981.
JAB (1958), "Filmerier og dillerier", Ekstra Bladet, 20. oktober 1958.
Karpen, Anne-Mette (2008), "Bent Barfod Film, Dansktegnefilm gennem 100 år", red. Anne-Mette Karpen, København: Animationshuset, s. 62-63.
Sv. K.-J. (1980), "60 år i morgen: Tegner og filmproducent Bent Barfod", Berlingske Tidende, 19. maj 1980.
Thomson, C. Claire og Hilson, Mary (2014): "Skønhed i Bacon: "Samarbejdsmønstret" og eksporten af efterkrigstidens danske demokrati". Kosmorama #255 (www.kosmorama.org)
Thomson, C. Claire (2018). 'Short Films from a Small Nation: Danish Informational Cinema 1935-1965'. Edinburgh: Edinburgh University Press.
C. Claire Thomson | 13. september 2024
