Af Katrine Madsbjerg, filmarkivar og historiker, Det Danske Filminstitut
I 2019 overtog Filmarkivet en helt særlig samling af politiske film fra Arbejdermuseet og Arbejderbevægelses Bibliotek og Arkiv (ABA). Sammen med flere tusinde flyttekasser blev filmene indleveret, da Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) lukkede partihuset i København og overdrog deres efterladte arkivalier til ABA i begyndelsen af 1990’erne. Vi har valgt en række film ud, der dokumenterer en helt særlig politisk kultur i et parti, der i 2019 rundede 100 år.
Danmarks Kommunistiske Parti har haft en omtumlet politisk skæbne helt fra stiftelsen i 1919. Det kan man læse mere om på Arbejdermuseets hjemmeside. Filmsamlingen dokumenterer over en årrække, men sporadisk, partiets historie – ofte private optagelser i amatørfilmkvalitet.
Læs resten af artiklen under filmserien
DKP film
Partiets første film 'Demonstration' fra 1932 viser et stort offentligt fremstød for at vinde en ny og bredere vælgerskare. Filmens mellemtekster emmer af revolutionær gejst og er stærkt inspireret af tidens sovjetiske propaganda. Partiet havde samlet en række fremtrædende forfattere og kunstnere omkring sig, men udgjorde en lille snæver minoritet, da det i 1932 for første gang kom i Folketinget.
En række film fra efterkrigsårene skildrer partiets aktiviteter og indre liv, demonstrationer og offentlige optrædener. Filmene bærer præg af den medlemsfremgang, partiet oplever efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor DKP rider på en bølge af velvilje efter partiets store rolle i modstandskampen. Se fx 'DKP 1946'.
I midten af 1950’erne kommer der et brud både internt i partiet og med den danske offentlighed. Især Sovjetunionens voldsomme nedkæmpning af folkeopstanden i Ungarn i efteråret 1956 bliver en udfordring for de Moskva-tro danske kommunisters selvforståelse og anseelse. Partihuset i Dronningens Tværgade får smadret ruderne af vrede demonstranter, og partiet lukker sig i stigende grad om sig selv. Flere medlemmer ekskluderes eller går selv.
De politiske brud blev også personlige og familiære brud. DKP forventede ikke bare, at man engagerede sig i partiet, men også i boligforeninger, fagbevægelse og lokalt demokrati for at brede de kommunistiske synspunkter ud. En del kommunistiske familier tilbragte ferier i DDR på skolingsophold eller på delegationsrejser i Østeuropa. Det gjaldt både det tidligere folketingsmedlem Alfred Jensen og de menige kvindelige medlemmer af det tværpolitiske - men af DKP-dominerede - Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK), som rejste til verdenskongres i Sovjetunionen.
Der er ikke bevaret meget filmmateriale fra perioden efter 1955 og frem til starten af 1970’erne, hvor partiet oplevede en vis renæssance i forbindelse med Ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne. Det kan i dag virke paradoksalt, at unge, der ville have et opgør med en konservativ forældregeneration, søgte mod et parti, der baserede sig på reaktionære totalitære stater, som i samme periode slog hårdt ned på reformforsøg i Tjekkoslovakiet. Et parti, som ikke tillod deres egne medborgere elementære demokratiske rettigheder, at gå i cowboybukser eller at have langt hår som de danske unge, man kan se på filmene fra 1970’erne. Her er der både kassebukser og langt hår til demonstrationer og på årtiets Land og Folk-festivaler, som i 1980’erne, selv efter at partiet var røget ud af Folketinget i 1979, stadig samlede over 200.000 gæster over en augustweekend i København
Med Berlinmuren faldt DKP i en vis forstand også fra hinanden. Partiet blev splittet op i forskellige fraktioner, og nye partier opstod. I dag har DKP omkring 200 medlemmer, en bogcafe i Københavns Nordvest-kvarter og afholder årligt K-Festival.
Vi mangler oplysninger og lokaliteter på mange af filmene, hvad der demonstreres for og imod, og opfordrer derfor alle med viden om begivenhederne og personerne til at bidrage i kommentarfeltet under de enkelte film.
Katrine Madsbjerg | 17. december 2019
