Af Magnus Rosborn, filmarkivar, Svenska Filminstitutet
Monarkiet er en institution, som der er delte meninger om, men mens de fleste europæiske lande overgik til at blive republikker i 1900-tallet, så har de tre skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige beholdt deres kongehus, som også fortsat nyder en stor folkelig popularitet. Interessen for monarkiet har heller ikke kun begrænset sig til landenes egne kongehuse. Dette stod f.eks. meget klart i forbindelse med den danske Dronning Margrethe 2.’s abdikation, som også skabte store overskrifter og mange nyhedsindslag i de øvrige nordiske lande.
Mediebevågenheden af de skandinaviske kongehuse er ikke noget nyt fænomen, men mærkes bl.a. i den mængde dokumentarfilm med kongeligt tema, som blev produceret i Norden i det forgangne århundrede, hvoraf en stor del er bevaret i de forskellige landes filmarkiver. En stor del af interessen for de andre landes monarki skyldes formentlig de mange og tætte familiebånd, der er mellem de skandinaviske kongehuse. Så hvordan hænger de skandinaviske kongehuse egentlig sammen, og er det noget, der kan ses i filmene?
Den sidste kroning i Norden
Det nok tydeligste tegn på slægtskab finder vi mellem det danske og norske kongehus, da de begge tilhører det samme fyrstehus, nemlig Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, som er en gren af slægten Oldenborg. Årsagen til dette finder vi i begivenhederne omkring unionsopløsningen i 1905, hvor nordmændene brød med den svensk-norske monark Oscar II af slægten Bernadotte og i stedet valgte den danske Prins Carl til ny konge. Det øjeblik, hvor den nyvalgte monark, (som efterfølgende tog det norskklingende kongenavn Håkon VII), går i land i sit nye hjemland sammen med sin hustru Dronning Maud og sønnen Kronprins Olav, hører til de mest ikoniske i Norges 1900-tals-historie. (De levende billeder derfra kan bl.a. ses i dokumentarfilmen Kong Olav V – Norges konge). I 1906 blev Håkon den sidste nordiske konge, der blev kronet, og selvom selve kroningen ikke blev filmet, så blev rejsen til ceremonien i Nidarosdomen i det mindste foreviget på film.
Kong Håkons Kroningsreise (Ophavsperson ubekendt, 1906)
Politiske ægteskaber
En anden – og noget mere almindelig – måde at styrke slægtskaber mellem forskellige kongehuse end at vælge en ny monark, var at arrangere et ægteskab mellem medlemmer af slægterne. På den tid, hvor monarkerne havde direkte magt over rigernes ledelse, var dette en måde at skabe politiske alliancer, og der findes derfor mange eksempler på giftermål mellem medlemmer af de nordiske kongehuse fra den tidlige middelalder og helt frem til 1900-tallet. For eksempel havde førnævnte Håkon VII Bernadotte-blod i årerne, eftersom hans mor, Kronprinsesse – og senere Dronning – Louise af Danmark, var datter af den svensk-norske unionskonge Karl XV. Louises bryllup med den daværende danske Kronprins Frederik (siden Frederik 8.) skete dog i 1869 – længe før filmmediet var opfundet.
Det første kongelige bryllup på film
Det første bryllup mellem to nordiske kongehuse, som rent teoretisk kunne være blevet foreviget på film, fandt sted mellem den svenske Prins Carl og den danske Prinsesse Ingeborg i 1897, men der findes, så vidt vides, ingen filmoptagelser fra begivenheden. Til gengæld blev brylluppet i 1919 mellem Carl og Ingeborgs datter Prinsesse Margaretha og danske Prins Axel første gang, at festlighederne ved en vielse mellem to medlemmer af nordiske kongehuse blev filmet og kunne vises i biograferne. 10 år senere – i 1929 – skulle der knyttes forsoningsbånd mellem Norge og Sverige, da Margarethas lillesøster Prinsesse Märtha giftede sig med Kronprins Olav i 1929. Brudeparret var fætter og kusine, idet Märthas mor, Prinsesse Ingeborg, var søster til Olavs far, Kong Haakon. I filmen När Norge mottog sin kronprinsessa fik biografpublikum helt usædvanligt også mulighed for at se de levende billeder fra selve vielsen, som blev afholdt i Vår Frelsers Kirke i Oslo.
Det sidste kongebryllup mellem nordiske lande
Nogle år senere – i 1935 – stod det sidste bryllup mellem medlemmer af to nordiske kongehuse. Denne gang var det båndet mellem de svenske og danske slægter, som blev styrket, idet Prinsesse Ingrid af Sverige (datter af Kronprins og senere Kong Gustaf VI Adolf) giftede sig med sin danske grandfætter Kronprins Frederik (senere Frederik 9.).
Symbolværdien af begivenheden tydeliggøres bl.a. i hyldesttalen fra Stockholms Sangerforbund, som var med i den svenske filmreportage fra begivenheden, hvor man håbede, at broderbåndet mellem Danmark og Sverige ville blive stærkere med dette kongelige ægteskab.
Selvom Ingrid og Frederiks bryllup blev sidste gang, nordiske kongeslægter blev forbundet gennem ægteskab, så har medlemmer af de forskellige kongehuse aktivt deltaget i andre familiebegivenheder som dåb, bryllup og begravelse. Begivenheder, som i andre familier ville anses for at være private, men som i kraft af kongehusets medlemmers offentlige status tilskrives en almen interesse og derfor er blevet filmet. I bryllupsreportagen fra den svenske Prinsesse Brigittas bryllup i 1961 kan man f.eks. se den danske Prinsesse Benedikte sammen med sin svenske kusine Prinsesse Christina som brudepiger.
Filmmediet moderniserer kongehusene
Netop grænsen mellem privat og offentligt kan i forhold til de kongelige være ret flydende, hvilket især ses inden for filmhistorien. At man også skildrer private begivenheder på film, var noget kongehusene tidligt lærte at drage fordel af ved at skabe en interesse omkring sig selv og samtidig give et billede af et moderne monarki. Et meget tidligt eksempel på dette er filmpioneren Peter Elfelts kortfilm Kongejagt på Hveen fra 1903, hvor medlemmer af både det svenske og danske kongehus ses i billedet.
Kongejagt paa Hveen (Peter Elfelt, 1903)
Det førnævnte bryllup mellem Ingrid og Frederik er også interessant i denne sammenhæng. Her var det nemlig ikke kun begivenhederne på selve vielsesdagen, der blev filmet. Det lykkedes også filmfotografer at slippe ind til en mere uformel frokost hos Prins Eugen på Waldemarsudde, der var bror til brudens farfar. På den måde fik biografpublikum mulighed for at se de kongelige slægtninge fra Sverige, Danmark, Norge (og Belgien) i en noget mere afslappet, men alligevel organiseret atmosfære.
Den kongelige dobbeltrolle
Sommetider tydeliggør filmskaberne de kongeliges dobbeltroller som både offentlige repræsentanter og privatpersoner. I den danske filmreportage fra det svenske kongepars officielle besøg i København i 1952 nævner speakeren, da Kong Gustaf VI Adolf sammen med sin hustru Dronning Louise modtages af sin datter og svigersøn på Københavns Hovedbanegård, at det ikke kun er konger og dronninger, men også nære slægtninge der mødes.
Nordisk sammenhold i krig og fred
Inden for kongehusene har de regerende monarker en særstilling, idet de i rollen som statsoverhoved fungerer som en slags personificering af de lande, de repræsenterer. I filmen Kongedage i København, som skildrer den svenske Kong Gustaf V’s møde med den nytiltrådte Kong Frederik 9. i 1948, nævner speakeren, at folket er samlet på Amalienborg for at ”fortælle Sveriges 89-årige konge, at venskabet mellem Sverige og Danmarks folk er stærkere end nogensinde før”.
Monarkernes symbol har også været anvendt, når man har ønsket at manifestere et enigt Norden. F.eks. i urostider som ved trekongemøderne i Malmö i 1914 og Kristiania i 1917 under 1. Verdenskrig eller Fyrmaktsmötet i Stockholm i 1939 ved udbruddet af 2. Verdenskrig – her blev samtlige begivenheder filmet. Senere deltog også Finlands præsident sammen med de skandinaviske monarker. Siden Island også blev selvstændigt i 1944, har det været kutyme, at alle fem statsoverhoveder har mødtes for at vise de nordiske landes særstilling og tætte bånd til hinanden. Et aktuelt eksempel på dette var fejringen af den svenske Kong Carl XVI Gustafs 50-års regentjubilæum i 2023, hvor de finlandske og islandske præsidenter samt de danske og norske monarker var de eneste indbudte udenlandske statsoverhoveder. Ligesom ved tidligere kongelige begivenheder blev også denne begivenhed dokumenteret i levende billeder, som dog her blev vist på tv og internettet frem for i biografen.
Magnus Rosborn | 23. marts 2024