Af Liselotte Michelsen, kommunikationsmedarbejder og Katrine Madsbjerg, historiker og undervisningsredaktør, Det Danske Filminstitut
Der har raset flere voldsomme epidemier med potentielt dødelige sygdomme i nyere tid: Difteri, tuberkulose og polio (børnelammelse). Kampagnefilm og oplysningsfilm fra årene under og efter 2. verdenskrig giver et indtryk af, hvordan epidemierne blev håndteret, og hvordan det berørte befolkningen.
Filmene viser, at smitteskam og smitteskyld også fandtes dengang, fx når en tidligere TB-patient vendte tilbage til sin arbejdsplads. Temaet rummer også en kampagnefilm mod kønssygdomme, hvor tonen er dramatisk og bastant sammenlignet med nutidens kampagner.
Her fortæller Søren Brostrøm om nogle af de historiske film – og om de epidemier, vi overvandt:
Den store polioepidemi: Miraklet i København 1952
I 2022 er det 70 år siden, at den største polioepidemi ramte Danmark. Først i København og sidenhen resten af landet. Det var det værste udbrud af polio, man endnu havde set i en storby af den størrelse. Polioen ramte fortrinsvis raske børn og unge, og det danske sygehusvæsen stod over for en tilsyneladende uoverskuelig opgave. Ambulancerne kørte i døgndrift. Dødstallene steg. Men imens katastrofen stod på, gjorde en blanding af lægefaglig innovation og en mobilisering af frivillige på hele det medicinske område, at dødeligheden i København faldt fra 90% til omkring 20% i sommeren 1952.
Sammen med PolioForeningen har Det Danske Filminstitut i 2021-2022 skannet en række film fra foreningens virke, der dokumenterer behandlingen af poliopatienter under epidemien i 1952-1953. Filmene giver et indtryk af sygdommens enorme konsekvenser for den enkelte patient og de pårørende, men viser også hvordan moderne behandlingsformer og dedikeret lægefagligt personale kunne betyde forskellen ikke bare mellem liv og død, men også for patienternes livskvalitet efterfølgende.
En epidemi fanget på film
Polio var inden det store udbrud en velkendt og frygtet sygdom i Danmark. Hvert år opstod små lokale epidemier, der efterlod mange døde og livsvarigt handicappede. Op gennem 1930'erne og 1940'erne arbejdede forskere intensivt på at finde en vaccine til at behandle sygdommen, og i 1953 lykkedes det endelig den amerikanske læge og virolog Jonas Salk (1914-1995) at udvikle en vaccine. I løbet af få år blev den sat i masseproduktion, og som det første land uden for USA begyndte Danmark at massevaccinere i 1955. Desværre kom behandlingen et par år for sent til at forhindre det voldsomme udbrud i 1952.
Sygdommen havde allerede hærget store dele af Europa, inden den ramte København med fuld styrke. Det satte det danske sygehusvæsen under markant pres. København havde fx kun ét epidemihospital, Blegdamshospitalet, der i perioden juli til december 1952 behandlede 2.700 patienter med en gennemsnitsalder på 11 år. 866 af de ramte havde lammelser af arme eller ben. 316 fik lammet åndedrætsmuskulaturen og kunne ikke selv trække vejret. Hospitalet havde begrænsede hjælpemidler og personale, og situationen blev mere og mere tilspidset. Derfor begyndte Blegdamshospitalets læger i samarbejde med narkoselæge Bjørn Ibsen at eksperimentere med at lægge et snit i halsen ind til luftrøret (trakeotomi) og lægge en slange ned, hvorigennem man manuelt kunne blæse luft ned i lungerne. Det blev en succes! 316 patienter kunne nu få manuel hjælp til at trække vejret, og det reducerede dødeligheden med 50-75%. I filmen Udendørsoptagelser på Blegdamshospitalet kan man se de mange forskellige metoder, man brugte til at hjælpe patienter med vejrtrækningsproblemer.
Polioepidemien på film
Epidemien man overlevede
Med den nye metode overlevede mange patienter den hidtil dødelige poliovirus, og de stod nu overfor flere år med genoptræning. Den lave gennemsnitsalder på de indlagte betød, at der for første gang var flere hundrede mennesker, især børn, der skulle lære at leve med de fysiske begrænsninger og udfordringer, som polioen efterlod dem med. En lang række af filmene, som PolioForeningen har overleveret til Filminstituttet, kredser derfor om, hvordan og med hvilke hjælpemidler man kan leve en normal hverdag med et funktionshandicap.
Der er lavet instruktionsfilm til, hvordan man kommer ind og ud af en bil: Øvelser med ind- og udstigning af bil for polioramte og hvordan boligen bedst kan indrettes, så man kan klare sig i eget hjem: Boliger for bevægelseshæmmede oktober 1966 Hindsgavl. På grund af WHO’s Anæstesiologisk Center i København og PolioForeningens mange internationale samarbejder er en række af filmene også lavet til et international publikum med engelsk speak. Her er det igen genoptræningen til en normal hverdag, der er i fokus bl.a. i filmen Transportmuligheder.
Nogle af filmene kan virke voldsomme, især de unge patienter blev hårdt ramt, men den enorme indsats som både personale, patienter og pårørende har lagt i at skabe et godt liv efter katastrofen, skinner også igennem på de nydigitaliserede film.
Genoptræning for polioramte
Tuberkulose, difteri og andre sygdomme
Udover polio har Danmark i nyere tid været plaget af andre epidemier og smitsomme sygdomme herunder difteri og tuberkulose.
Tuberkulose (TB) er en smitsom sygdom, der kan angribe næsten alle organer, men oftest rammer lungerne. Danmark har af flere omgange været plaget af tuberkuloseepidemier. I forbindelse med industrialiseringen og de store flytninger fra land til by i 1870’erne, blev epidemierne voldsommere, og flere og flere blev syge. Det skyldes især dårlige boligforhold med mange mennesker på meget lidt plads, og manglende eller begrænset adgang til rent drikkevand.
Helt op til 1970’erne har tuberkulosebekæmpelsen været på programmet for den danske sundhedssektor, og i mange år kørte man ud med røntgenvogne og røntgenfotograferede danskerne på deres arbejdspladser for at sikre, at så mange som muligt blev screenet. Filmene om tuberkulose viser tydeligt, at det er på bagkant af katastrofer og krig, at smitsomme sygedomme har bedst mulige betingelser for at brede sig og skabe mere død og ødelæggelse. Filmene betoner samtidig vigtigheden af at behandle sygdommen så mange steder som muligt og ikke kun i Danmark.
Tuberkulosebekæmpelse
Difteri er en luftvejsinfektion, der var svært dødelig, og som gennem flere årtier har plaget Danmark. Ligesom polio var smitten størst blandt små børn. Som med nyere epidemier fx Covid-19, var den bedste behandlingsform mod difteri en vaccine, der skulle gives flere gange for at have fuld effekt.
Sygdommen betragtes i dag som udryddet i Danmark, men rammer stadig andre lande hårdt, hvor folk bor tæt, og hvor adgangen til vacciner og muligheden for at sikre god hygiejne er vanskelig.
Difteribekæmpelse
Myndighederne og private organisationer har længe delt opgaven med at stå for smittebekæmpelse- og oplysning mellem sig, og derfor er der blevet lavet oplysningsfilm om en række forskellige forhold. Filmene blev typisk vist i skoler og på biblioteker eller som forfilm i biograferne.
Filmproducenterne har brugt filmmediet til at fortælle både uhyggelige og opbyggelige historier om vores helbred, og om hvordan vi bedst muligt kan passe på det. Der bruges både udskamning og oplysning i rige mængder for at få borgerne mod vaccinekøerne, og budskaberne leveres ofte på en voldsom og bombastisk måde.
Oplysningsfilm om smitsomme sygdomme
Liselotte Michelsen og Katrine Madsbjerg | 25. november 2020. Redigeret 19. november 2022
