Af Henrik Østergaard, filmarkivar, Det Danske Filminstitut
I sin næsten 60 år lange karriere var Jørgen Roos (1922-1998) en af de fornemste ambassadører for dansk dokumentarisme herhjemme og i udlandet, hvor hans film indbragte adskillige priser.
Jørgen Roos' livsværk på mere end 100 film, som vi kun kan vise et lille udsnit af her, strækker sig fra 40'ernes statsfinansierede oplysningsfilm, eksperimentalfilm og illegale reportagefilm til 90'ernes kunstnerportrætter. Hans vidtfavnende produktion dækker således en lang række genrer, der også favner små personlige filmdigte og samfundskritiske socialfilm, men følger især to hovedspor: portrætfilmen og Grønlandsfilmen.
Det blev således til mange personlige portrætter af store danske mænd som Carl Nielsen, Ellehammer, Johannes Larsen, J.F. Willumsen, H.C. Andersen, og ja, også kvindelige danske divaer som stumfilmstjernen Asta Nielsen.
Gennem livet havde Roos ofte blikket rettet mod det kolde nord. I sine Grønlandsfilm, der kombinerer etnologisk eventyrlyst og socialt engagement, spidser han sin kritiske brod overfor dansk kolonialisme, som i den ironiske Sisimiut (1966) og den indignerede Ultima Thule (1968). Jørgen Roos var ikke bange for at provokere. Samtidig er hans Grønlandsfilm, som især var båret af en dyb beundring for den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen, altid seriøse, bevidsthedsudvidende og varme.
Håndværksmæssigt favnede han bredt. Roos arbejdede som instruktør, fotograf, manuskriptforfatter, klipper og speaker. Også på andres film.
I adskillige andre højdepunkter som den finurlige turistfilm En by ved navn København (1960), der blev Oscar-nomineret, debatfilmen Vi hænger i en tråd (1962) om overflodssamfundet, og den eksperimenterende Støj (1966) om hverdagens støjgener, kan man se Jørgen Roos' særegne og personlige tilgang, der med ironisk klipning gav selv bestillingsværker et humoristisk twist.
Henrik Østergaard | 12. marts 2018
