Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut
Hverdagen består af en lang række valg: Røde eller grå sokker? Pizza eller pasta? Skændes eller bøje af? Plukke æblet af Kundskabens Træ eller leve i lykkelig uskyld – og uvidenhed! Det er et menneskeligt grundvilkår at vælge, og det har sat sig spor i både historie og mytologi. Har man levet uden at træffe valg, der katapulterer én direkte til Himmels eller lige lukt i Helvede, må man henslæbe evigheden i Helvedes Forgård, forlyder det. Ganske træffende for den måde sofavælgeren skildres på i dette temas statsligt producerede valgfilm.
Læs resten af artiklen under filmserien
Valgfilm
Den apatiske unddrager, der ikke gider bevæge sig til valgurnerne, ligger mageligt henslængt. Demokrati og politik er kedeligt. Og tilskuerne på stolerækkerne i biografen gaber døsigt i Ole Sevels Folketingsvalget 1947, den ministerielt producerede forfilm om det kommende valg, der løber over lærredet. De vågner først rigtigt, da strimlen løber ud og lærredet går i sort. Så breder harmdirrende protester sig i salens mørke. Hvor er biografoperatøren? Jo, han er smuttet, midt i forestillingen – hen for at afgive sin stemme.
Et andet bonmot indrammer det første valg efter befrielsen, nemlig at ”Ondskabens triumf hviler på den forudsætning, at gode mænd intet gør”. Den lektie følte man konsekvenserne af før og under besættelsen. I Karl Roos’ Det første Valg til Folketinget efter Befrielsen 30. Oktober 1945 ses et tydeligt aftryk af de fem forudgående års ufrihed. Blandt andet i den veritable parade af valgplakater, filmen viser. Her er slagord om ’Overgangstidens Udrensning’ og ’Fremtidens Genopbygning i Frihed og Fælleskab’ med adresse til det igangværende retsopgør med dem, der snart blev dømt – eller, hvis beviserne ikke holdt, bare ’fordømt’ – ude af både frihed og fælleskab. Her er ingen blasert kedsomhed. At folkestyret atter er frit sætter stemningen.
Ude af stemning er stort set alt så til gengæld to år efter i Astrid og Bjarne Henning-Jensens kakofoniske Stemning i April. Her er det lydsiden, der bærer fortællingen, og alt lyder ganske forskrækkeligt. Selv klokkespillet i Rådhustårnet i København spiller falsk. Filmen sitrer af alskens ustemte toner. Lidt som et levende demokrati, hvor et broget kor af stemmer brydes i ikke altid lige afstemt dialog. ”Stemmer ikke”, lyder kommentaren igen og igen, til både falsk klokkespil, lirekasse, kobrøl og solosang. For stemmer, det gør man naturligvis! Hvis man vel at mærke er over 35 år gammel, for så har man stemmeret til Landstingsvalget – sådan var folkedemokratiet indrettet dengang.
DEMOKRATI FOR DUMMIES
En noget bredere og længere historisk indføring i, hvad demokratiet er for en størrelse, leverer Jesper Tvede i 1962 med sin film Valg. Her slippes animator Bent Barfod løs på et historisk rids med udgangspunkt i hulemanden, som lagde sine planer selv, via landsbysamfundets høvdinge, vikingetidens ditto over konger og enevælde til man faktisk begyndte at stemme. I starten ved landsbyens tingsted om lokal arbejdsfordeling, siden til hele landets tingsted – Folketinget. Og da nutiden indfinder sig, viger animation for filmoptagelser, hvor Axel Strøbye giver den som stemmefisker.
At landet bygges på lov er omdrejningspunktet for "Med lov skal bro bygges" [filmen er på vej red.], hvor Jørgen Ryg speaker en guidet tour gennem det lovgivningsarbejde, der foregår i et demokrati. Igen er Bent Barfod på spil med sine snirklede animationer, som fuldt og helt bærer hans egen lille valgfilm En ny og sørgerlig vise (1953). Det er tid til at fejre og deltage i folkestyret. Danmark på film ønsker alle et rigtig godt valg!
Lars-Martin Sørensen | 7. maj 2019
