Af Frank Lubowitz, pensioneret arkivar, Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe i Sønderborg
Det tyske islæt i Nordslesvig udspringer af en lang historisk udvikling, som begyndte længe før mindretallet opstod med grænsedragningen i 1920.
De tyske nordslesvigeres særlige identitet er er præget fra to sider: af den danske indflydelse nordfra og den nære forbindelse til Holsten sydfra. Mindretallet slår således bro mellem de to nationer. Det rækker helt tilbage til den sene middelalder, hvor en stærk handelsmæssig, sproglig og kulturel indflydelse sydfra på hertugdømmet Slesvig fik stor betydning for den danske stat.
Selv om vekselvirkningen mellem dansk og tysk indflydelse stod på i århundreder, var den kulturelle og sproglige tilknytning til den ene eller den anden side den enkeltes personlige valg. På denne vis har man fra statsligt hold respekteret, at befolkningen i regionen kunne have både det ene eller det andet sproglige og kulturelle tilhørsforhold i århundreder.
Først i 1800-tallet blev hertugdømmet Slesvig til stridsæblet mellem danskere og tyskere. Under påberåbelse af ’historiske rettigheder’ blev der nu gjort krav på Slesvig fra begge sider.
Mellem den Første Slesvigske Krig 1848-51 og 1920 var hertugdømmet Slesvig - selv efter at det i 1864 blev løst fra den danske helstat og siden blev til den preussiske provins Slesvig-Holsten, og fra 1871 hørte til Det tyske Rige - mere danskpræget i den nordlige del. I den sydlige del derimod var flertallet tyskpræget og stærkt forbundet med Holsten og Tyskland.
Preußen forsøgte at germanisere den dansksindede befolkning i den nordlige del af Slesvig gennem sprogregulativer. Dette mislykkedes, og den danske andel af befolkningen i Nordslesvig forblev indtil Første Verdenskrig stort set stabil.
Læs resten af artiklen under filmserien
Film fra Syd- og Nordslesvig / Filme aus Süd- und Nordschleswig
Folkeafstemningen i 1920
Ved afslutningen af Første Verdenskrig bød muligheden sig for at kræve en folkeafstemning om Slesvigs fremtidige tilhørsforhold med støtte fra den danske stat for den danske befolkning i Nordslesvig. Formaliteterne om folkeafstemningen blev – ligesom for andre områder med nationale mindretal – fastlagt i Versaillestraktaten. Der skulle stemmes en bloc i Nordslesvig (1. Afstemningszone: Fra den nordlige grænse af Nordslesvig, Kongeåen, til den såkaldte Clausen-linje, dvs. den nuværende grænse) og i en 2. zone syd for Clausen-linjen i de respektive kommuner. Nordslesvig besluttede sig den 10. feb. 1920 med 75% af stemmerne for et tilhørsforhold til Danmark. I kommunerne fra den 2. zone var der et overvejende flertal for at forblive tysk. Clausen-linjen, som adskilte den første og den anden afstemningszone, blev den nye grænse.
Dermed blev Slesvig, i kraft af den nationale selvbestemmelsesret, delt, og Nordslesvig blev indlemmet i Danmark, mens Sydslesvig forblev i det tyske statsforbund med Holsten. Hermed opstod det tyske mindretal i Danmark, som havde sine stærkeste bastioner i byerne, især i Tønder, men også i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev samt i landområderne af det sydlige Nordslesvig.
Det tyske mindretal i Danmark 1920-1945
De første årtier efter folkeafstemningen i 1920 var fra tysk side præget af ønsket om at genoptage grænsespørgsmålet. Man afviste både tidspunktet og den anvendte valgmodus, en-bloc afstemningen. Med et omfangsrigt organisations- og foreningsnetværk for den tyske befolkningsdel i Nordslesvig skulle den tyske kultur og ikke mindst sproget skabe grundlaget for en senere grænserevision. Således nærmede sproglig-kulturelle interesser og nationale politiske krav sig hinanden. Vejen fra fokus på nationale interesser over nationalistiske krav til nationalsocialistisk forblindelse var dermed tegnet for mange medlemmer af det tyske mindretal.
Nationalsocialisternes magtovertagelse i Tyskland, dens påvirkning af det tyske mindretal og endelig den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 var en stor belastning for forholdet mellem det danske flertal og det tyske mindretal i Nordslesvig, der rakte ud over krigens afslutning. Både det nationalsocialistiske engagement og den frivillige deltagelse i Anden Verdenskrig, som henimod 2200 unge tyske nordslesvigere meldte sig til, førte efter slutningen af krigen til domme over mange medlemmer af mindretallet efter love med tilbagevirkende kraft under retsopgøret.
1945: Bund deutscher Nordschleswiger
Allerede i november 1945 så Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) dagens lys. Foreningen anviste en ny politisk retning for det tyske mindretal og lagde fundamentet for den samfundsmæssige anerkendelse af de tyske nordslesvigere som ligeberettigede og ligeværdige danske statsborgere. Det nydannede BDN frafaldt med det samme kravet om en grænserevision og erklærede sig loyalt over for den danske stat, Grundloven og Kongehuset.
1955: København-Bonn erklæringerne
Dermed var vejen banet for det, som skulle føre til ”København-Bonn Erklæringerne” i 1955. Medlemmerne af det tyske mindretals statsborgerlige rettigheder i Danmark bliver her bekræftet af den danske regering, og tilsvarende bekræftes det danske mindretals rettigheder i Tyskland af den tyske Forbundsregering. Disse erklæringer er forbilledlige i forhold til behandlingen af nationale og sproglige mindretal i Europa. København-Bonn erklæringerne er dog også opstået på grund af den helt specifikke situation i det dansk-tyske grænseland, der bl.a. indebærer, at der på begge sider af grænsen lever et mindretal, der står i nær relation til den omkringboende flertalsbefolkning.
Det tyske mindretal i Sønderjylland er i dag anerkendt som en minoritet med sit helt eget sproglige særkende i Danmark jf. Europarådets rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal og Chartret til beskyttelse af regionale- og mindretalssprog. Men vigtigere end den retslige beskyttelse i det fælles dansk-tyske grænseland er dog den ånd af tolerance og accept, der hersker på alle niveauer i det politiske liv og i samfundet. Det gode fællesskab og samliv mellem mindretallet og flertalsbefolkningen viser sig i alle dagliglivets aspekter, og kommer til udtryk i den selvfølge, med hvilken de tyske nordslesvigere deltager aktivt i og er med til at forme det politiske, samfundsmæssige, sociale og kulturelle liv i Danmark, alt imens den særlige tysk-nordslesvigske identitet bevares.
Af de ca. 250.000 indbyggere i de fire nordslesvigske kommuner opfatter omkring 6-8 % sig som tyske nordslesvigere. Deres kulturelle tilknytning til Slesvig-Holsten og til Tyskland står på ingen måde i modsætning til deres statsborgerlige loyalitet over for Danmark. Det tyske mindretal i Danmark opfatter sine institutioners rolle og opgaver som brobyggende mellem det tyske og det danske og bliver også betragtet som sådan af danske landsmænd, naboer og venner.
Frank Lubowitz | 9. december 2020.
