Temapakke 1: Højtid og fest

Fra filmen "Tronfølgerens forlovelse", 1966.
Efter et langt liv er det ofte de særlige og de festlige begivenheder, vi husker bedst. Vi husker dengang, vi som børn ventede spændt på juleaften. Og vi husker kirkerummet, hvor vi sagde ja til vores livs udkårne og farvel til vores kære. I denne filmpakke har vi samlet nogle af livets største øjeblikke. Kom med til højtid og fest blandt store og små. Fra en privat sammenkomst i familiens skød til offentliggørelsen af en ung prinsesses store franske kærlighed.

Hent dialogmateriale

For at bruge temapakken 'Højtid og fest' optimalt skal du hente og printe det tilhørende dialogmateriale, som er rettet mod plejepersonale og pårørende:  

  • Temapakken indeholder 8 film og klip med tilhørende dialogmateriale, som du skal downloade for at bruge pakken.
  • Temapakkens indhold er inddelt i tre niveauer: Klip fra gemmerne, Frys filmen! og Og hvad så nu?
  • De tre niveauer indeholder klip, film og dialogmateriale af forskellige længder og med forskellige grader af kompleksitet. Dermed er de tilpasset mennesker med demenssygdomme i forskellige stadier.

Klip fra gemmerne

'Klip fra gemmerne' indeholder en række korte klip på et til tre minutter. Til hvert klip følger 3-4 forslag til spørgsmål, som du finder i det tilhørende dialogmateriale. 
 

Klip 1: Julen er nær, 1950 (speak, sort/hvid)

Klippet viser en reportage med julemanden, som kommer sejlende med sit juleskib og går i land i Københavns Havn. I en kane trukket af fire heste kører han gennem byen. Senere viser han rundt i en eventyrhave i Forum.

Klip 2: Havefest i Søvang, privatoptagelser, 1958 (uden lyd, farver)

Klippet viser en flok feststemte mennesker, der hygger sig til havefest i haveforeningen Søvang på Amager. Stemningen er god, og frokosten indtages med øl og snaps.

Klip 3: Fastelavn i København, 1941 (speak, sort/hvid)

Klippet viser fastelavn i København med tøndeslagning for børn og karnevalsfest for de voksne.

Klip 4: Prinsesse Margrethes 18 års fødselsdag, privatoptagelser,1958 (uden lyd, farver)

Klippet viser optagelser fra Prinsesse Margrethes 18 års fødselsdag den 16. april 1958. Hun køres i åben karet med sin far kong Frederik IX igennem indre København og modtager folkets hyldest på balkonen på Amalienborg.

Klip 5: Martin Andersen Nexøs sidste rejse, instr. Jørgen Roos, 1954 (musik, sort/hvid)

Klippet viser forfatter Martin Andersen Nexøs begravelse. En stor menneskemængde følger hans sidste rejse fra Dresden i Tyskland til København.

FRYS FILMEN!

Med til filmen følger en række billedkort, som kan deles ud eller vises frem, når visningen er slut. Hvert kort indeholder et spørgsmål, der kan bruges til at starte en dialog. Billedkortene kan downloades med resten af dialogmaterialet, som du finder øverst på siden.

Klip: Til døden skiller jer ad, instr. Jørgen Vestergaard, 1978 (reallyd, farver)

Filmen viser en skildring af danske bryllupstraditioner, som de tog sig ud i 1970’erne. To par taler om fordele ved ægteskabet versus det papirløse parforhold.

Og hvad så nu?

Filmen nedenfor findes i to versioner. I den første version er der indsat pauser med tekster, som viser, at I kan sætte filmen på pause og tale om filmens forløb. Hvad har vi netop set? Hvad kommer der mon til at ske nu? Den anden version har ingen huller og kan nydes frit – helt uden afbrydelser!

Film: Tronfølgerens forlovelse, instr. Ole Roos, 1966 (speak, sort/hvid)

Reportagen dækker Prinsesse Margrethe og grev Henri de Monpezats forlovelse, som finder sted den 5. oktober 1966.

Se filmen – uden afbrydelser:

 

Vil du se mere?

Vil du gerne se flere gode filmklip fra gamle dage? På 'Danmark på film' kan du finde flere tusinde film og klip fra hele Danmark – helt gratis og uden abonnement. 

Kontakt

Christine Bøge Lejre
Projektleder
Tlf. +45 3374 3457
christinebl@dfi.dk