1. Viborgdagene 1946. Historisk optog med "Danmarks Frihedskamp gennem tiderne" (OBS! Kun lyden er bevaret: Gunnar Nu Hansens speak og musik).
2. Kongen og dronningen tager sommerophold på Marselisborg Slot. Folkets modtagelse på havnepladsen. På den kilometerlange rute gennem byen med opsatte flagalleer og æresport står folk i tætte rækker. (OBS! De første 30 sek. af reportagen er uden billeder).
3. Rebildfesten 4. juli 1946 samler mere end 35.000 mennesker. Kronprins Frederik er til stede ved festen.
Filmtype
Kategori
Produktionsland
Produktionsselskab
Emneord
Medvirkende
Speaker
Transkription
For første gang efter besættelsen afholdt Viborg turistforening en række festdage, benævnet Viborgdagene. En række dage hvor hele Viborg by og omegn var deltagere. En romantisk scene ved Viborg sø: Soldaten der møder sin elskede.
Festdagene kulminerede med det store optog ”Danmarks Frihedskamp gennem tiderne”. I dette optog deltog en hel del af byens borgere og byens garnison. Gennem den idylliske Sct. Mogens Gade passerede optoget. Forrest gik to lurblæsere iført bronzealderkostumer, dernæst Niels Ebbesen fulgt af Niels Bugge til Hald og ridder Svend Trøst, alle højt til hest. Kong Valdemar Atterdag, høj og statelig med krone på hovedet, fulgt af sine jægere. Også Gøngehøvdingen, Ib og Palle var med i optoget. Kong Christian IV, bred og mægtig, fulgt af riddere og pager. Og her kommer Kong Frederik VI med sine døtre i Landauer, fulgt af frie bønder og landboungdom. Den folkekære Kong Frederik VII med Grevinde Danner. Militsen fra 1848 i gamle historiske uniformer med bandolerer og høje hatte og de pyntelige røde uniformer, der er mere kønne end praktiske. Soldater fra krigen i 1864 i blå uniformer. Og så nærmer vi os vore egne dage. Sikringsstyrkens folk fra 1914-1918. Soldaten fra 9. april er heller ikke glemt. Og så nåede vi alle, endnu mindes, nemlig Den Danske Brigade. Og til sidst Danmarks nye hær med nye uniformer og med nye våben.
Denne Viborgs store festdag afsluttedes med et kæmpe fyrværkeri, med sole og raketter, fontæner og kanonsalut.
Kongen og Dronningen har efter 6 års forløb atter taget ophold på Marselisborg Slot, og Århus by tog hjerteligt og højtideligt imod kongeparret. Tusinder og atter tusinder var med til at byde majestæterne velkommen. Solbeskinnet og elegant stævnede Dannebrog ind i Århus havn med Kongen og Dronningen på dækket. Kongen hilser på stiftamtmand Hvidt og politikommandør Høegh, hvorefter borgmester Unmack Larsen bød majestæterne velkommen. Borgmesteren udtalte blandt andet, at Jyllands hovedstad alt for længe havde savnet sin Konge og Dronning, at jyderne havde følt det, som de for en tid havde mistet noget af dem selv. Derefter hilste Kongen på flere af byens og egnens kendte mænd.
Den flagsmykkede havneplads var på dette tidspunkt fyldt til trængsel. Ikke alene for Århus men for hele omegnen, var jyderne strømmet til for at byde kongeparret velkommen til Jylland. Men var der mange mennesker ved havnen, var der endnu flere inde i selve byen. På den kilometerlange rute op til Marselisborg Slot stod folk i tætte rækker, og jublen og stemningen var fantastisk. Kongeparret kørte gennem æresport, gennem flagallé, gennem et myldrende hav af mennesker, lykkelige og glade. Blomsterne hobede sig op i den kongelige vogn, og det kneb med at komme igennem til Marselisborg Slot. Århus by er atter blevet sommerens residensstad.
Det smukke Marselisborg Slot med den pragtfulde have og de skønne omgivelser.
Rebild-festen den 4. juli blev i det skønne sommervejr den største fest, der nogensinde har været afholdt. Der var i de smukke lyngbakker ved nordsiden af Rold Skov samlet mere end 35.000 mennesker, og der var en stemning som aldrig før ved denne traditionsrige fest. Det skyldtes i særdeleshed de mange dansk-amerikanere, der var søgt hjem for at give udtryk for fædrelandsfølelse og samhørighed med Danmark. Festen begyndte som sædvanligt med hejsning af Stars & Stribes og Dannebrog. Hans kongelige højhed Kronprins Frederik glædede alle ved at overvære festlighederne.
Kronprinsen og den amerikanske minister Marvel. Minister Kauffmann og fru Marvel. Dansk-amerikanerne havde en særlig gave med til Rebild. Et gammelt historisk flag. Det var en sjælden rig fest, ikke alene i antal af tilskuere, men den bragte vidnesbyrd om den kærlighed, som binder dem der drog ud, til dem der er blevet herhjemme. Til den danske rod.
Tilføj kommentar
Der er ingen kommentarer. Vær den første til at kommentere.