Julemærkefilmen 1949

Fra begyndelsen af januar 1949 til 19. juni 1949 var jeg på Julemærkehjemmet i Hobro. Filmklippene derfra må være fra sommeren 49. Lammene, der blev født omkring påske, og som jeg og et par andre gav flaske, er blevet store. Dukkevognen er én af 2, som mine forældre forærede julemærkehjemmet efter min hjemkomst. Det undrer mig, at 10-årsjubilæet i foråret ikke bliver nævnt. Det var en stor festdag også for os børn.

Jeg har været på Lindersvold 2 gange nok 1950-1952 fra Frederiksberg Jeg kan huske mange ting i filmen og kan huske tiden som en god tid i min barndom.

Jeg var på julemærkehjemmet i Mørkøv i 1954 (5 år gammel) og jeg er så en af dem, der ikke har gode minder med i bagagen. Streng diciplin, hjemve, mangel på nær, personlig omsorg m.v. - helt sikkert god latin i datiden, men ikke rart for en lille pige. Min eneste trøst var, at min lillesøster Bente på 3 år også var med, men på grund af aldersforskellen, var vi ikke ret meget sammen. Nogle af minderne er dog epokegørende - billedet af landmanden, der gik bag ploven med sine heste foran, noget man kunne se ud af vinduet i spisestuen, hvor der i øvrigt herskede stilhed. Det er desværre ikke en tid, jeg ser tilbagepå med glæde.

Jeg var på julemærkehjemmet i Mørkøv ad 2 omgange, den ene sammen med min storesøster. Det har nok været sidst i 50erne . De få minder jeg har fra dengang er gode minder. Selvfølgelig havde vi hjemve, for det var jo et langt ophold af 3 måneders varighed. Den eneste gang jeg har været ked af det, var da jeg skulle være der i julen, og blev tvunget til at spise risengrød og drikke hvidtøl til. Jeg har ikke rørt det siden.

Hej!
Jeg havde den absolut blandede fornøjelse at at være "beboer" på Hollbølsminde i1958-60. Jeg kan overhovedet ikke genkende det glamouriøse billede af forholdene på Hollbølsmide " I forsøger at skabe ! Svendborg Kommune burde i virkeligheden betragte dette julmærkehjem som en skamplet!!!!!!!!

<p>Jeg var på Lindersvold to gange, i 1960 i mellem salen og i 1962 i den store sal (de ældste). [...] var [...], en hård, men retfærdig mand. [...] stod for sundhedsplejen og fik hjælp af datteren [...]. Jeg husker et par af "lærerne" Wilhelm fra Schweiz og familien Kruse. Har kun gode minder fra mine ophold og kan genkende mange af tingene i filmen.</p>

<p><strong>Vi byder kommentarer og debat velkommen, men viderebringer ikke anklager imod identificerbare personer. Derfor er dette indlæg anonymiseret af redaktionen. /Redaktionen</strong></p>

Jeg har været på Julemærkehjemmet i Mørkøv 2, måske 3 gange, må have været i årene 57-61. Det er ikke en tid, jeg har gode minder fra ... At være væk hjemmefra i 3 mdr. Et af opholdene var med min lillesøster, hun skulle sove med de små og jeg med de store, det var forfærdeligt. Vi står skrigende og holder fast i hinanden og bliver med magt skilt ad. Jeg blev engang straffet for noget, jeg ikke havde gjort og låst inde i en mørk systue på 1. sal. Blev også tvunget til at spise kogt torsk, som jeg ikke kunne lide, måtte blive siddende i spisestuen til jeg var færdig. Har aldrig rørt det siden. Har ingen minder om nogen som helst omsorg derfra. Kan huske at vi ofte gik tur over en bro over jernbaneskinnerne, så kom damplokomotivet, og vi blev fuldstændig hyllet ind i røg - det er nok det bedste minde. Som voksen har jeg forliget mig med, at man ikke handlede af ond vilje, men at man ikke vidste bedre. Min mor var kræftsyg og min far måtte passe sit arbejde, det kunne ikke være anderledes. Heldigvis havde jeg gode og kærlige forældre, så jeg klarede mig igennem på trods af, at jeg altid har måttet leve med en indre følelse af forladthed ...

Jeg var på Julemærke Hjemmet Lindersvold i året 1956. Jeg husker det meste af slagsangen, den begyndte sådan: Vejle er de raske Lindervoldske der fra morgen tidlig sige vil fadervor og så videre. Er der nogle der kan hele teksten ville det være godt.

Jeg var der i 1953 på Lindersvold, jeg kan genkende ud fra filmen

Holbølsminde Svendborgs forstander et ondsindet menneske, som forpestede min tilværelse. Der var ansat en Hanne Hansen som blødte op på det. Hun skrev personligt til mig efter opholdet, så jeg kunne tro på det gode i mennesker

Jeg var anbragt i Svendborg som 7årig i 1958. De 3 måneder husker jeg flere detaljer fra, end noget andet. Èt langt mareridt. Jeg kom fra København, min mor afleverede mig på Hovedbanen til 2 fremmede damer, som hun heller ikke kendte. Da vi ankom til Svendborg, blev vi frataget alle personlige ting incl vores tøj. Vi vidste ikke hvor længe vi skulle være der, dog mindst 3 mdr. Husker den forfærdelige og angstfulde stemning, når det hver 3. måned blev afgjort hvem der kunne komme hjem.
Alt var kæft, trit og retning, og afstraffelse, hvis en regel blev brudt, ex at drikke vand af vandhanen på toiletterne. Først en lussing, så evt en forklaring. Husker jeg tilbragte en nat på det store badeværelse i et bruserum, som straf for at ha snakket.
Kontakten til forældre foregik via breve,. Vi måtte ikke skrive at vi savnede dem og ikke havde det godt, for så gjorde vi dem jo kede af det.
Vi blev klædt på efter kalenderen, ikke efter vejret. Gummistøvler om vinteren, og sandaler uanset vejret, når det var sommer.
Personalet var uniformerede kvinder, ingen omsorg, kun pasning og overvågning. Den eneste, der var sød og omsorgsfuld var faktisk den kvindelige madmor, som lederen blev kaldt dengang.
Det ophold har præget hele mit liv, med forladthed som livsvilkår, - ligesom Joan. i dag ved man det hedder at være traumatiseret.
Man vidste ikke bedre dengang, og vores forældre var autoritetstro - men det heler ikke sårene