1) Russisk afskedsvisit i København, april 1946. Officiel middag for General Jakusjov og hans stab, samt kransenedlæggelse i Mindelunden.
2) Den Danske Brigades ankomst fra Sverige. Landgangen i Helsingør 5. maj 1945.
3) Danske flygtninges gave til Helsingborg: et monument skabt af Harald Isenstein.
4) Fest i Rebild Bakker med deltagelse af kronprinseparret, 4- juli 1945.
5) Frihedsrådets folkemøde i Fælledparken den 20. maj 1945. Minister for særlige anliggender Mogens Fog og kirkeminister Arne Sørensen taler.
6) Frihedskæmpere vender hjem fra Sverige med Malmøfærgen.
7) 15 danske fiskekuttere er købt af UNRRA og givet til Polen, der har fået ødelagt det meste af sin fiskerflåde under krigen. Bådene samles i Hundested Havn og sejler derfra via København til Gdynia.
Filmtype
Kategori
Produktionsland
Producent
Medvirkende
Speaker
Transkription
Nogle dage før de russiske styrker forlod Bornholm, aflagde den russiske øverstkommanderende general Jakusjov og hans stab besøg i København. De kom til København ombord på fyrinspektionsskibet Argus, der lagde til ved Havnegade. I de russiske officerers følge var amtmand von Stemann, orlogskaptajn Weilbach og cheftolken E.F. Lyhre.
Og her går de russiske officerer i land. General Jakusjov, kommandør Guskov, major Pavlov, oberst Basukov, oberst Strepkov og premiereløjtnant Vitorov. På kajen i Havnegade var der mødt mange mennesker for at byde russerne velkomne. Her hilser generalen på orlogskaptajn Ramberg, oberstløjtnant Jessen og kaptajn Ulf Jessen, der var attacheret russerne under opholdet i København.
Her ses Udenrigsministeriets direktør Frants Hvass og generalen.
På Christiansborg Slot var Udenrigsministeriet vært ved en festmiddag. Her er Kronprins Frederik i samtale med general Jakusjov og minister Leth, der virkede som tolk. Udenrigsminister Gustav Rasmussen, Prins Axel, Englands gesantminister Randall og landbrugsminister Erik Eriksen.
Og her ses blandt andre General Gørtz og Oberst Strepkov.
Fhv. minister Aksel Larsen og yderst til venstre, redaktør Børge Outze. Forfatteren Martin Andersen Nexø og Major Pavlov. Amtmand von Stemann. Den russiske minister Platkin. Og til venstre, minister Per Federspiel. Viceadmiral Vedell og kommandør Guskov. Oberstløjtnant Svend Wagner og yderst til højre, professor Ole Kivitz.
En af dagene aflagde general Jakusjov og hans stab et besøg i mindelunden i Ryvangen, hvor de nedlagde en stor smuk krans med røde og hvide blomster. Generalen og oberst Strepkov nedlægger kransen. Denne hyldest til den danske modstandsbevægelse var ønsket af russerne. Kirkeminister Hermansen takkede russerne for den smukke tanke.
Og her kører general Jakusjov i kongens bil ind på Amalienborg, og sammen med amtmand von Stemann følger den russiske stab efter.
Den danske brigade fra Sverige er vendt hjem. Cirka 5.000 veltrænede soldater gik i land i Helsingør, efter i mange måneder at have ligget i lejr i Skåne. De mange unge danske gjorde et godt indtryk. De var alle i krigsudrustning, klædt i den grå kampdragt, med stålhjelm og med moderne våben. De nåede ikke at komme i kamp herhjemme, men det ville have været af stor betydning i striden mod de tyske undertrykkere, dersom udviklingen havde afstedkommet kamphandlinger.
Efter at være kommet i land stillede størsteparten af de 5 bataljoner til parade på havnepladsen, hvor Helsingørs borgere gav styrken en hjertelig velkomst.
Skuespiller ved Det Kongelige Teater, Ebbe Rode, var menig i brigaden.
De danske flygtninge i Helsingborg har skænket byen et monument som tak for gæstfrihed og venlighed. Monumentet er i granit og viser en flygtningebåd, der ankommer til svensk grund. En politibetjent og en Lotte står parat til at tage imod flygtningene. Afsløringen foregik i Stadsparken, og der var 6-7.000 tilskuere.
Her er de danske børn.
Formanden for den danske klub i Helsingborg, direktør Bjørn Saltorf, flygtningekontorets chef Vekselmann og socialminister Møller, billedhuggeren Isenstein, stadsfuldmægtig Berling og borgmester Peter Christensen.
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid deltog i den 25. Rebilddag, der havde samlet cirka 25.000 mennesker til en enestående fest. Solen strålede fra en skyfri himmel, og de lyngklædte bakker med de myldrende menneskemasser har næppe tidligere været smukkere. De kongelige sammen med den amerikanske minister Monnett B. Davis og festens arrangør, bankdirektør Lund, der indledte festlighederne.
Amerikanske soldater hejste Stars & Stripes på den ene af de to høje flagstænger, og frihedskæmpere fra Skørping og omegn lod Dannebrog gå til tops på den anden flagmast.
For første gang i 5 år vejede to frihedselskende nationers flag side om side i dansk-amerikanernes nationalpark.
Derefter talte Kronprinsen og takkede blandt andet vore landsmænd i Amerika for det arbejde, de under krigen har gjort for deres gamle fædreland. Den amerikanske minister sagde, at Danmarks indsats i krigen havde været af vital betydning. Minister Kauffmanns overenskomst med Amerika i 1941 havde haft vidtrækkende følger. Statsminister Buhl hyldede Amerika og takkede dansk-amerikanerne. Præsidenten for Det danske Brodersamfund, John Hansen, bragte en gribende hilsen fra de danske Brodersamfund i Amerika med deres titusinder af medlemmer.
[Minister for særlige anliggender Mogens Fog taler]
I dag oplever vi Danmarks forår. Bag os ligger voldsherredømmet, der blev brudt. Foran os aner vi en fremtid, der rummer større muligheder for Danmarks og hele verdens lykke end nogen tidligere epoke i historien.
[Kirkeminister Arne Sørensen taler]
Derfor står vi i dyb taknemmelighed til vore døde kammerater, både dem der faldt i direkte kamp, og dem tyskerne henrettede, eller dem der døde på grund af det usandsynlige sjuskeri med menneskeliv som tyskerne udøvede.
[gentages i filmklippet]
[Minister for særlige anliggender Mogens Fog taler]
I dag oplever vi Danmarks forår. Bag os ligger voldsherredømmet, der blev brudt. Foran os aner vi en fremtid, der rummer større muligheder for Danmarks og hele verdens lykke end nogen tidligere epoke i historien.
Med en ekstra færge fra Malmø kom 1200 danske hjem. De var ved svensk Røde Kors hjælp blevet overført fra de berygtede koncentrationslejre i Tyskland til internering i Sverige, men opholdet på den anden side af sundet blev kun af kort varighed, idet tyskernes kapitulation skete meget kort efter, at de var blevet ført over. Hjemkomsten formede sig naturligvis hjerteligt. Familier og bekendte var mødt, og gensynsglæden var stor. Der var mange rørende scener. Mange af dem havde lidt frygteligt under tyskernes hensynsløse behandling, men de sidste par ugers gode svenske pleje havde kvikket dem svært op. Og nu, hvor de atter satte foden på fri dansk jord, var humøret fint.
15 danske fiskekuttere er købt af UNRRA i Danmark og givet til Polen, der under krigen har fået ødelagt næsten hele sin fiskerflåde. Bådene repræsenterer en værdi af 2,5 millioner kroner. De er af forskellig størrelse, og de er købt i Hundested, Skagen, Esbjerg, Hirtshals og Thyborøn.
De 15 både samledes i Hundested, hvor hver kutter blev bemandet med en dansker og to polakker. Polakkerne havde opholdt sig et par uger i landet for at sætte sig ind i kutternes maskineri. Der fulgte også fiskegrejer med i salget.
UNRRA’s repræsentant, Mr. Witherspoon, var til stede ved afsejlingen fra Hundested sammen med Polens minister i Danmark, Dr. Simanskij, og lederen af den polske handelsdelegation, Gusniov. Mr. Witherspoon tager afsked med fiskerflådens polske leder, kaptajn Jakuwitz. Og derefter forlod de 15 både Hundested med kurs mod Gdynia med København som mellemstation.
Tilføj kommentar
Det var nogle gode små Film i 1945 var jeg 14 År