50-års jubilæumsfejring 14. februar 1946 for Dansk Idræts-Forbund. Der redegøres indledningsvis for DIF's historie fra stiftelsen i 1896 og op til i dag af den siddende formand, oberst H. Sander. De første år dokumenteres med billeder fra alskens sportsbegivenheder rundt om i landet. Fra 1912 - Fredensborgløbet - er der levende billeder. En bred vifte af idrætsdiscipliner og foreninger demonstreres: fodbold, løb, maratonløb, hockey, brydning, roning, gymnastik, svømning, fægtning, atletik, kunstskøjteløb, ishockey, hurtigløb, boksning, ridning i terræn, kajakroning, badminton, golf, håndbold (udendørs), tennis, skihop, langrend, bueskydning og vægtløftning. I 1906 bestod DIF af 250 foreninger, i 1946 er forbundet vokset til 3600 foreninger. Hvad medlemstal angår (aktive udøvere og passive medlemmer) var der i 1906 20.000 og i 1946 570.000. Kong Christian X er protektor og overværer selv en lang række sportsbegivenheder rundt om i landet.
I 1993 tog Dansk Idræts-Forbund navneforandring til Danmarks Idræts-Forbund. I 2013 ændrede man igen lidt ved navnet, så det nu staves uden bindestreg, og forkortelsen DIF er det primære navn (Kilde: www.dif.dk).
Filmtype
Produktionsland
Produktionsselskab
Rekvirent
Emneord
Speaker
Transkription
Her i Søpavillonen, der i 1894 opførtes af Københavns Skøjteløberforening på en opfyldt grund i Peblingesøen, stiftedes Dansk Idræts-forbund den 14. februar 1896 af repræsentanter for Dansk Boldspil-Union og 18 foreninger. Med Dansk Idræts-Forbunds stiftelse havde Dansk Forening for Rosports formand civilingeniør Eugen Stahl Schmidt nået det mål, han længe med utrættelig energi havde kæmpet hen imod. Forbundets første formand og senere dets første og eneste præsident blev kommandør, senere kontreadmiral, Victor Hansen. En mand med mange interesser og en sjælden evne til at jævne og samle og med et par joviale ord tage brodden af den tilspidsede situation. Læge Holger Forchhammer blev i 1897 admiralens afløser som formand. I hans formandstid fandt det første internationale gymnastik- og idrætsstævne i København 1898. Han efterfulgtes i 1899 af kaptajn, senere oberst, N. Holbek. En rank og tillidsvækkende personlighed, der bragte god orden til veje i administrationen, arbejdede for samling af idrættens spredte kræfter og for nordisk samarbejde, men som af tjenestelige grunde måtte træde tilbage i 1901 og afløstes af kaptajn, senere oberstløjtnant, Fritz Hansen, der, i de otte år han stod i spidsen for forbundet, nedlagde stort arbejde i at konsolidere det både socialt og økonomisk, men med et mangeårigt arbejde for idrætten og ved sine fremragende evner blev overretssagsfører J. L. Nathansen i 1909 den selvskrevne efterfølger i formandsstolen. Han var sammenslutningernes og nyskabelsernes mand, medskaber bl.a. af Københavns Idrætspark. Efter Nathansens pludselig død i 1922 greb generalmajor H. Castenschiold tøjlerne, som han beholdt i sin hånd i 19 år. Ingen så bedre end han englen i marmorblokken. Han kæmpede overalt for idrættens idealer, for udbredelsen af oplysning og for bedre instruktion. Med general Castenschiold afsluttedes i 1941 et helt kapital af Dansk Idræts-Forbunds historie, og det er mit håb, at det nye kapitel, som jeg, oberst H. Sander, med mine idrætskammeraters tillid skal være med til at skrive og blive til gavn for Danmark og dets ungdom.
Dansk Idræts-Forbund blev født i en, med hensyn til bekvemmeligheder, primitiv tid. Det er en skam, at der ikke er optaget film i forbundets første år. Nu må vi nøjes med at blade i albummet og kigge på nogle billeder deri fra 1896 og årene deromkring. Her er et billede fra et af de første danske mesterskaber i svømning ved Hønsebroen på Orlogsværftet. Man blev færget der over fra Kvæsthusbroen. Se de morsomme stribede badedragter.
Danmarks første olympiske hold: forbundets stifter, Eugen Schmidt, Holger Nielsen og Viggo Jensen.
Et kaproningshold ud for Gasværkshavnen, Badeanstalten var dommertribune.
Uden for Sortedamslund ved Dosseringen. Til venstre Danmarks første verdensmester, Severin Ahlkvist.
Dansk Idræts-Forbunds formand oberst Sander på pisten ved De Olympiske Lege i Athen i 1906.
De danske ledere i Athen: kasserer Lohmann, formanden Fritz Hansen og Holger Nielsen, der førte gymnasterne til sejr.
Morskaben er stor blandt de kongelige gæster på Østerbro Stadion. En af deltagerne er ved at tabe sine unævnelige.
Fra indvielsen af Vejle Roklubs Bådehus.
I Samsøgade i København lå atletklubben Frejas stadion. Den civile herre er forbundets kasserer Lohmann.
På AB’s bane ved Tagensvej spilledes i 1906 en fodboldkamp mod et engelsk hold. Danskerne er i hvide trøjer, og det er Lindgren, Smart og Anton Olsen, vi ser. Lindgren har lige sendt bolden i det engelske mål.
Forsvarsministre har næsten altid vist idrætten interesse. Her er Klaus Berntsen ved et militært idrætsstævne.
Den danske mester i kortholder i hurtigløb på skøjter, Ejnar Sørensen, på Peblingesøen.
En uforfærdet skjoldmø på det allerførste Helgoland på Strandvej 20. At hun tør.
Tennis på KB’s bane ved Forchhammersvej med Markuskirken som dekoraktiv baggrund.
Foran Husarkasernen før starten til en distancemarch.
På torvet i Køge ved starten til cyklisternes stjerneløb.
I rosportens tidligste historie spillede Müller-holdet fra KR en stor rolle. Nummer to fra venstre er J. P. Müller.
Hotel D’Angleterres palmehave var dengang skuepladsen for mange strålende fægtestævner.
Et af de mest populære distanceløb var Frederiksborgløbet. Det blev startet i Frederiksborg Slotsgård og gik ad Kongevejen til København. Dette billede er fra 1912, hvor løberne står klar til start i slotsgården. Er løberne så klar? Værsgo, så starter vi.
Og her er sejrherren under sidste omgang på stadion. Den laurbærkransede vinder Johannes Christensen sprænger uldsnoren. Dengang afmærkede man banerne med snore. På dette gamle stadion er forholdene ganske hyggelige.
På Østerbro Stadion i København længe før Parkteateret, hovedindgangen ved Østerbrogade og svømmehallen blev opført. Et drengestafetløb er i fuld gang. De løber dog knapt så hurtigt, som filmen viser, men det skyldes, at man dengang ikke havde så gode filmsoptagelsesapparater som nu.
Her kommer hækkeløberne, bag plankeværket til venstre er der barakker til omklædning.
Fortunløbet. Hvert år den 3. søndag i marts. En idrætslig folkefest. Et mere malerisk syn, når den mægtige løberskare kæmpede ned ad bakken på vej mod Peter Liep, kan næppe tænkes. Og de spændende sekunder når løberne gennem den smalle tilskuerpassage fra Hjortekær vendte tilbage til målet i spredt orden. Dette er fra 1918, hvor Harry Nielsen fra KIF nr. 62 blev den lykkelige vinder.
På Østerbro Stadion går englænderen Web kapgang mod spartaneren Gunnar Rasmussen, der blev Danmarks bedste kapgænger og satte fem verdensrekorder. Her kommer Valdemar Jensen fra Ben Hur. Gunnar Rasmussen passerer målet. Niels Petersen var AIK var Danmarks næstbedste kapgænger med tre verdensrekorder.
På landevejen ved Rudersdal. Det er fra et af de gamle maratonløb, der fra stadion først gik ud ad Strandvejen og derefter drejede ind over land til Rudersdal og København. Løberne bliver pacet godt. Bestemmelserne om pace var tilsyneladende ikke så strenge som nu. Og her kommer vinderen ind på stadion efter sin anstrengende tur. Det er Rudolf Hansen, der er i mange år var en af vore bedste maratonløbere. Han blev nummer otte ved De Olympiske Lege i 1920. Kan De huske, da man på stadion indførte råberen med den store tragt?
Ledere ved et stævne. Generalmajor Castenschiold, Erik Jensen, Oluf Madsen og N. P. Sørensen.
Til fodbold på Københavns Idrætsparks fodboldbane kun få år efter at banen blev indviet. Klædedragterne har ændret sig nogen siden dengang for slet ikke at tale om soldaternes uniform. De høje flipper og de rundpuldede hatte er karakteristiske. Det er fra en landskamp mod England. Her baner de engelske spillere sig vej ned til banen, og her kommer danskerne: ”Tisten”, Michael Rohde, Sophus Hansen, Grøthan, Victor Klein, Johannes Hansen, Brysting, Berth, Lykke, Wolfhagen og Alf Olsen. Og så er kampen i gang. Hagbard Vestergaard er dommer. En elegant dommertype der forstod at sætte sig i respekt såvel hos spillere som hos publikum. En spiller er blevet beskadiget, han undersøges og må hjælpes udenfor linjen. Den engelske målmand er i arbejde. Men han klarer godt for sig.
På ”Den dyre langside”. Det var dengang, spillerne havde omklædningsrum i klubhuset og måtte passere tilskuerpladserne, hvad der ofte gav anledning til mindre heldige optrin. Filmsoptagelsesapparatet er stadig årsag til den kolossale iver. Kan De kende nogle af spillerne? ”Tisten”, Alf, Brysting, Nørland, Castella, Aage Thomsen, Kaj Christiansen, så kommer Vestergaard, Gyldenstein og Ivar Lykke til højre. Og et overbliksbillede fra samme kamp taget fra klubhusets tag. Dengang var der ingen tribune ved ”Hockeybanen”. Målmanden havde det så ensomt. Danmarks berømte Sophus Hansen.
På den gamle ladegårdsgrund havde Københavns Boldklub sit baneanlæg både for tennis, cricket og fodbold, og der blev her udkæmpet mange dyster. En gang imellem blev spillerne distraheret af de forbikørende jernbanetog. Kan De genkende Fritz Tarp yderst til højre?
Spillerne forlader banen, og det samme gør publikum.
Kunstskøjteløb bærer skønhedsprisen blandt alle idrætter. Til inciterende horntoner fra musiktribunen i baggrunden viser en af datidens kunstskøjteløbere sine vanskelige figurer på Peblingesøens is. Men som regel var der om vinteren ligesom nu næsten lige så meget vand over som under isen, og hvor Dansk Skøjteunions beretning kunne skrives på en linie. Men lidt skumsprøjt foran skøjtespidsen giver kun bandykampen kolorit. Her spiller et udvalgt hold fra København i de hvide trøjer mod et svensk hold. Vi fik frygtelige klø. Svenskerne var os for hurtige og for drevne.
På Fuglesangssøen i Dyrehaven blev der afholdt hurtigløb på skøjter. En bane blev afmærket ved hjælp af små grantræer. Spejdere hjalp til ved afspærringerne, og så jog løberne af sted hen over isfladen. Og i havnen blev kaproerne startet fra en flåde. Vandet var ofte mere uroligt end outriggerne kunne lide.
Og ud for Langelinie var der opløb.
Så er vi til idrætsdag på Aarhus Stadion. Det er Aarhus Idrætsklub Fremad, der er vært. Og her kommer alle stævnets deltagere marcherende ind på stadion. Før starten til maratonløbet. Der blev vundet af Sofus Rose fra Sparta i København, en af den tids bedste maratonløbere. Rose blev nummer seks ved De Olympiske Lege i 1920.
Jyllands berømte Søren Nielsen vinder 800-meterløbet.
1500-meterløbet bliver vundet af William Hansen.
Det store Helgoland. Den Hvide By i Svanemøllebugten. Den bedste badeanstalt københavnerne har haft. Her er sportsbassinet, hvor københavnske skolebørn er ved at give opvisning.
Her afholdtes også vinterkapsvømningerne til fordel for de fattige. I spidsen for disse arrangementer stod gamle inspektør Hansen. Her er tempoet i billederne vist rigtigt nok. Vandet er jo hundekoldt.
Helgoland var også endepunktet for distancekapsvømningerne fra Knippelsbro, det er vist Edle Nielsen, der kommer frem under broen.
Udspringstårnet med resultattavlen på 5-metervippen. I efteråret 1931 faldt Helgoland for øksernes hug.
Hockey har altid haft sin lille trofaste menighed. Dengang spillede damer og herrer sammen. Kampen her, der foregår på idrætsparkens hockeybane, er vist mellem Orient og Nykøbing Falster. Manden, der så ihærdigt forsvarer sit mål, er Nykøbing Falsters solide og populære målmand, Pantmann Hansen.
Og her hives og slides og trækkes der i det stakkels tov ved en konkurrence på Østerbro Stadion.
Danmark har indenfor alle idrætsgrene altid søgt samarbejde med udlandet. Her er vi til dansk-engelsk landskamp i fægtning for damer i D’Angleterres palmehave, der er fortræffeligt egnet for fægtestævner. Resultatet af landskampen blev, at de danske damer sejrede.
Her er amerikanske atletikfolk deltagere ved et stævne på Østerbro Stadion. Deres præstationer imponerede.
På KB’s baneanlæg i Pile Alle spiller Einer Ulrich i Davis Cup, og her er Anker Jacobsen i spil. I mixed double sammen med Hildes Sperling i en international kamp. Og på idrætsparkens fodboldbane kom år efter år engelske fodboldhold på besøg. Det var kampe, vi glædede os til. De engelske spillere var altid velkomne gæster, som gav vores fodboldspil uundværlige impulser.
For en gang skyld må den engelske målmand kapitulere.
Spillerne forlader banen, Ulrich er dommer, til højre går Kaj Madsen, og efter ham følges Kaj Uldaler.
Idrætten i Danmark gik stødt og roligt fremad. Betydningen af en sund og kraftig ungdom blev forstået. Idrætten fandt vej til alle samfundslag. Og ved Københavns Idrætsparks 25-års jubilæum for snart ti år siden, udtalte borgmester Peder Hedebol.
Den bærende ide er jo den, at kommunen skaffer anlæggene, medens idrættens mænd og kvinder gennem deres egne organisationer under eget ansvar selv står for udnyttelsen, fordelingen og økonomien i den daglige drift. Idrætten er indsatsen værd for begge parter, kommunen og ungdommen. Gives der noget værdifuldt til ungdommen, da gives det til samfundet, det vil sige til byen, endda i dobbelt betydning. Og idrætten kan give ungdommen overordentligt meget. En krop der er sund og stærk og smidig, hurtighed i tanke, lynsnare bedømmelse af en situation, evne til øjeblikkelig handling i angreb og forsvar i sammenspil med arbejdsglade værkfæller. Sådan behøves på idrætsbanen, og det behøves ude i livet. Planmæssig kraftudfoldelse og samvirke. Den højeste anspændelse og offervilje er det, som fører til målet for ungdommens idrætsbane, som i livets kampe senere hen, ja, på selve slægtens store historiske bane, hvor mennesker og nationer mødes til kappestrid. En kappestrid hvor også den lille nation kan gøre sig gældende fuldt jævnbyrdigt selv med den største af de store. Derfor er der grund til glæde over, at idrætsanlæggene forøges i antal og i størrelse. Baner for atletiske øvelser og for alle salgs boldspil jævnsides ved anlægge for indendørs idræt. Men så må de unge mænd og kvinder også love mig fortsat at opretholde og udvikle den gode, danske idrætsånd. De må love mig at dyrke idrætten som en dygtiggørelse for livet. De unge vil utvivlsomt selv få det behov. Meget i tiden tyder på, at de der nu er unge i Danmark, kan blive stillet overfor store og skæbnetunge opgaver, langt større måske end der nogensinde har påhvilet os, der nu hører til den ældre generation i landet. Men flid og dygtighed og trofast samvirke er i stand til at overvinde enhver modgang. Det har historien lært os, det har idrætten lært os, samstemmende. Derfor må netop idrætsmanden være at finde blandt de ypperste på værkstedet og i fabrikken, i kontoret og på tegnestuen, i studerekammeret, i laboratoriet og hvor som helst ellers. Selv den mindste enkelte ener tæller med. Og kan forøge den udadvendte virketrang, den økonomiske og kulturelle ekspansion, den sunde kollektive stræben, kollektive egoisme, om De vil, som intet folk i vores dage kan undvære, om det vil hævde sin plads.
Ved samme lejlighed udtalte Dansk Idræts-Forbunds æresmedlem og mangeårig næstformand, borgmester H. C. V. Møller.
Denne stærke vækst af dansk idræts virke har glædet os alle. Det har været til stor gavn for den danske ungdom, og jeg slutter med ønsket om fortsat trivsel og fremgang af denne frugtbærende samfundssag.
I dag står dansk idræt stærkt. Ungdommen søger idrætsbanerne, og hvad der er uhyre vigtigt, det i udviklingen går. Vi viser Dem nu i en serie glimt fra de sidste år de forskellige idrætsgrene.
Fodbold er Danmarks nationalsport. Det er den idræt, der samler ikke alene de fleste udøvere, men også de fleste tilskuere. Se bare her. Der er landskamp på Idrætsparkens fodboldbane, og længe før kampen begynder, står tilskuerne i en kø, der snor sig helt fra fodboldbanens porte, forbi Idrætshuset og svømmehallen helt til Skt. Jakobskirken på Østerbrogade. Humøret er som sædvanligt højt, ventetiden går hurtigt. Så er vi klar til landskampen. Det danske hold kommer ind på banen. Kampen er i gang. Carl Aage Hansen trækker forbi en svensker og afleverer. Johannes Plöger løber op og centrer i fuld fart. Helmuth Søbirk kommer susende og hans centring ligger godt. Centerforward Kaj Christiansen slås om bolden med en back. Så kommer den svenske yderwing. Han har bolden godt under kontrol, trækker indenom backen, skyder, og bolden går i det danske målnet. Men vi kan også lave mål. Skønt hårdt trængt, placerer Aage Hansen bolden i målet. Og her sender Kaj Hansen med en halvflugter bolden ind hos svenskerne. Se jublen på tilskuerpladserne. Her brydes et svensk angreb af Arne Sørensen, der fikst trækker indenom og afleverer til Knud Lundberg, der straks har bolden under kontrol. Han trækker, angribes bagfra, men fortsætter, spiller bolden i venstre side, angrebet føres videre mod svenskemålet, indenom, igen til Lundberg, der spiller i højre side. Ih, hvor er det spændende. Så er det Johannes Plögers tur til at score. Der centres fra venstre side. Bolden går helt ovre til højre, hvor Plöger styrter til. Skyder og bolden havner i det svenske mål, hvor den svenske målmand tilsyneladende er godt gal i hovedet. Men de danske tilskuere er jublende glade og henrykte.
Rytme og fart præger rosporten. En af vore ældste idrætsgrene. De første klubber stiftedes allerede i 1866. I de senere år har Bagsværd Sø været skuepladsen for de store rosportsbegivenheder. Stævnernes clou er 8’er-løbene. I perle myriader af skumsprøjt glider de slanke både hen over søens flade. Fra bredden følges kampen med spænding. Mesterskabet i 8’er er det fornemste indenfor rosporten. Her er nogle optagelser fra det klassiske inriggerløb. Det snart 60 år gamle Øresundsløb, det indstiftedes i 1887, om vist evigt vandrende præmie kampen hvert år er lige hård. Der trænes i havnen. Efter 8’eren følger træneren i motorbåd, og gennem råberen giver han gode råd.
Bryderne hævder, at intet andet selvforsvar kan holde mål med de græsk-romerske greb. Og det lyder troligt nok, da den erfarne bryder har 3-400 greb, kombinationer og modgreb at vælge imellem. Den gode brydekamp opstår, når angreb lynsnart besvares med modangreb, men det er ikke altid, at bryderne er lige aktive, og passivitet kan ofte ødelægge kampbilledet.
Dansk Gymnastik Forbund har nu lige ved 50.000 aktive gymnaster og næsten 100 foreninger. Bensving, hvor krop og ben er i en stadig bevægelse under øvelsen. Ringøvelse, sikkert, roligt, behersket, korsstillingen med efterfølgende håndstand. Og i barren hvor der vises en smuk gennemført øvelse. Se hvor flot håndstanden markeres.
Der findes over 160 forskellige stillinger i barren.
En serie araberspring med strakt salto.
Og i recken stilles der ligesom i barren store fordringer til muskelkræften. Det er en stor øvelse denne her. Den kræver både styrke, behændighed og mod. En serie fine kæmpesving følger nu. Og der sluttes med strakt salto.
På hovedet ud i det friske vand, uh, hvor det er dejligt. Hvad enten det er i svømmehallen eller i det fri. Og hvad udspring angår, så har vi i flere år haft Nordens dygtigste udspringere. Det er både elegant og imponerende at se. I mange år har vi hævdet os fint i den internationale konkurrence, og de talrige friluftssvømmebassiner i provinsen har sin store andel deri.
Dette er fra Glamsbjerg Friluftsbad.
Startskuddet har lydt. Vi har stadig verdens hurtigste svømmepiger. En af de dygtigste og sødeste er Karen Margrethe Harup. På de lange distancer er hun uovervindelig.
På mandssiden er Erik Christoffersen den hurtigste. Og det er på alle distancer.
Danmarks lille henrivende Inge blev der sagt om Inge Sørensen i 1936, og mange gange har vi glædet os over hende, når hun som her på den sidste banelængde klart slår sine modstandere. Inge Sørensen hørte i mange år til eliten.
Så spændende kan svømning være, at de våde fødder ikke mærkes.
Der gøres et energisk arbejde for at oparbejde vandpolospillet, og det skal nok lykkes.
Fægtning udvikler og smidiggør legemet. Styrker hånden, øver øjet og udvikler bevægelsernes gratie og harmoni. Intet kan sammenlignes med den følelse af glæde og velvære, sundhed og livsmod, hvormed fægteren efter en lang, anstrengende, men heldigt gennemført assaut forlader fægtesalen. Så smukke ord har Dansk Idræts-Forbunds formand oberst Sander engang skrevet om fægteidrætten.
Op ad starthullerne og i lynende fart mod uldsnoren 100 meter forude. Cirka 11 sekunder og løbet er forbi. Mellemdistanceløberne kæmper om de bedste placeringer før den sidste afgørende spurt.
Årets største terrænløb, Ermelundsløbet, er lige startet, og sværmen af løbere fra hele landet begiver sig ud på ruten. Man skal være i god kondition for at kunne forcere det stærkt vekslende terræn.
Diskoskast. Kuglestød. Hammerkast. Spyddet slynges ud i luften. Længdespring. Krop og ben kastes frem i luften i en sidste kraftanstrengelse for at komme så langt ud som muligt. Den danske rekord er syv meter og 30.
Højdespring. Alle springerne anvender den mest almindelige stil, saksespringet, hvor springeren sætter af med den fod, der er længst væk fra overliggeren. Rekorden er en meter og 91.
Og stangspring. Ved hjælp af bambusstangen omsættes tilløbets fremdrift til opdrift. Som et pendul svinger springeren over. Nedrivninger forekommer ikke. Den danske rekord er fire meter og ti.
Skøjtesporten er sjældent begunstiget af vejrguderne. Men er der en frostperiode, bliver isen straks taget i besiddelse. Kunstskøjteløb hører til de smukkeste idrætsgrene. Flugten, farten, bevægelserne, de smukke linjer fremhæves. Den danske mester Per Cock-Clausen på Peblingesøens is, han slutter sin serie af figurer med en piruet. Rundt, rundt, rundt, men sikkert og i fin balance.
Ishockey. Tempo, tempo, tempo. Det kaldes verdens hurtigste spil. Der sker ustandseligt noget på den lille bane. Angrebene veksler.
Hurtigløberne er startet. Her er farten større. Med de karakteristiske armbevægelser og den let foroverbøjede stilling går det banen rundt.
Boksning. The Noble Art of Self-Defense. En af de ældste idrætter i verden. I kampen for tilværelserne lærte menneskene rent instinktivt at bruge næverne. Her bokser klubkammeraterne Svend Aage Christensen og Knud Christoffersen mod hinanden. Svend Aage Christensen angriber to gange, Knud Christoffersen dukker for højrehånden. Sekundanten er helt væk i kampen. Helge Rasmussen og svenskeren Kurt Kryger har udkæmpet nogle drabelige kampe. Helge Rasmussens ukuelige kamplyst og vældige energi gav ham sejren i denne kamp.
Konkurrenceridningen betegnes af rytterne som den form for ridning, der rummer mest idræt. Dansk Ride Forbund afholder bl.a. mesterskaber i terrænspringning og ridebanespringning. Her forcerer deltagerne flere forhindringer.
Der er også fart over kajakroerne, når stærke arme tvinger pagajen gennem vandet og driver den lette båd fremefter. Det hele skal gå i rytme, sådan at kajakroeren næsten er et med båden. Kajakroeren skal være fuldt fortrolig med sit fartøj. Denne grønlændervending skal man helst kunne. Og her piler enmandskajakkerne af sted. Kajaksporten har haft rivende tilslutning. Det er en idræt, der med lige stor glæde og udbytte kan dyrkes af både mænd og kvinder.
Badmintonspillet hører også til de unge skud på Dansk Idræts-Forbunds stærke stamme, men næppe noget andet specialforbund har haft en så kolossal udvikling, som Dansk Badminton Forbund. Forbundet stiftedes i 1930 og havde da kun fem klubber med 500 medlemmer. I dag er der 350 klubber med cirka 25.000 medlemmer. Det er et dejligt varierende spil. For tilskuerne virker det måske knapt så spændende, men for deltagerne rummer spillet et utal af finesser. Det er et spil med flugt og fart, det kræver lynhurtig reaktion. Hele tiden skal man være på tæerne. Det veksler med korte og lange serv, med høje slag til modstanderens baglinje, med dræbende smash, med kraftige flade drive tæt over netkanten eller bløde drop. Drilagtige finter og morsomt netspil.
Golfkøllens slag til den lille bold fra teested til green er sød musik for alle golfspillets tilbedere. Spændt følges bolden på dens fart mod greenen. Hvor nært kommer den hullet og flaget? Der er en egen charme ved golfspillet. Har man været med et par gange, er man golfspiller for resten af livet. Ungdommen er ved at få øje for spillets fortræffelige egenskaber. Over hele landet dannes klubber, og baner anlægges. Det er fint, bolden går lige i hullet.
Hendes Majestæt Dronningen er ofte en interesseret gæst ved golfturneringerne.
Glimrende skud. Bolden sidder tæt op ad målstolpen. Vi er til svensk-dansk håndboldlandskamp. Danskerne angriber, bolden spilles fra mand til mand, de bryder igennem i højre side, skud, og bolden går ind. Målmanden kaster sig forgæves. Stor jubel på tilskuerpladserne. Danskerne kommer igen. Skønt hårdt presset falder skuddet, og der er atter mål. Damerne er lige så ivrige til at spille håndbold, og det går ikke altid lige behageligt og fredsommeligt til. Der vanker af og til nogle slemme knubs og skrammer, når de unge damer støder sammen, men det glemmes i kampens hede, videre mod målet, anstrengelserne er kronede.
Landskamp mod Ungarn. Et angreb er ved at blive etableret. Wingen har bolden, løber op langs siden, dribler, trækker indenom, og bolden spilles til nærmeste frie medspillere.
Den hvide sport. Sveriges Kalle Schröder spiller på KB’s centre court mod Anker Jacobsen. Der er kamp om hver bold. Men i denne match har Anker Jacobsen krammet på det svenske tennisuvejr, hvor meget så dette end raser. Danskerens elegante slag og sikre placeringer udspiller Kalle Schröder gang på gang. Anker Jacobsen i vigør, forhånd, forhånd igen og så en velplaceret baghånd. Anker Jacobsen server, her er danskeren i baggrunden, Kalle Schröder går til nettet, men Anker Jacobsen lopper bolden over ham. Her er det Anker Jacobsen, der bliver udplaceret af Kalle Schröder ved hårdt, velplaceret kort slag.
Så er vi indendørs i KB’s smukke tennishal, hvor alle tilskuere har et fortræffeligt overblik. I det store rum med de fint afstemte grønne farver, er det som om, hver detalje i spillet træder stærkere frem. Det er udlændige, der spiller, og de kæmper med verve og ilterhed. De forcerer kampen, benytter enhver lejlighed til at gå til nettet for at udplacere modstanderen.
En snevinter er sjælden i Danmark. De sidste par år har der kun været enkelte skisportsdage. Men alligevel har skisportsfolkene med beundringsværdig tro på kommende snevintre bygget en skibakke ved Holte. Den hedder Holtekol, og her trænes der. Tilløbet skal være godt, der skal et kraftigt afsæt, og så svæver man frit i luften i flere sekunder og i stor højde. Det ser imponerende ud. Det gælder om at komme ned på skiene og klare sig uden at falde.
Som sagt, vinteren er lunefuld. Men skisportsfolkene ved råd. De lægger halmmåtter i stedet for sne. Det kan være farligt, som i dette tilfælde hvor hopperen havner inde mellem stammerne og falder pladask lige på maven. Er der sne, udskrives straks mesterskaber. Her er vi til Danmarksmesterskab i langrend på ski. Det foregår på Bregentveds jorder ved Haslev, og med mellemrum sendes deltagerne af sted ud i det hvide landskab. Løberne følger en løjpe, det gælder om at have skiene godt smurt, så der er det rigtige glid i dem. Et langrend kræver kondition og vilje. Der er ikke et sekund at spilde under løbet. Stavene hugges i sneen, fremad mod målet.
Orienteringssporten har fra første øjeblik samlet en begejstret tilhængerskare. I hvem af os lever drengen ikke trods alt endnu. Og hvem kan stå for spændingen ved igen at føle drengesindet bryde frem ved igen selv at være stifinderen. Komme i intim kontakt med naturens skønhed. Vi skulle bare have mange flere skove i Danmark.
Dansk Bueskytteforbund er et af de yngste specialforbund, men der gøres en god propaganda for denne idræt, og hvert år øges tilgangen. Her er bueskytterne til skydning i Forum. Når pilene er skudt, går skytterne til skiverne for at se resultatet. Hver skytte har sine bestemte pilemærker.
Vægtløfterne har tre øvelser: Stem, hvor hverken fødder eller krop må bevæges, medens armene i to tempi fører stangen op til højstræk. Træk, en eneste uafbrudt bevægelse fra gulv til højstræk. Og endelig Stød, to tempi, som i Stem, men med frihed til udfald for at hjælpe stangen op. Der ligger i øvrigt et styrkemærke og venter på den, der kan løfte sin egen vægt op i to strakte arme.
Den daglige ledelse af Dansk Idræts-Forbund forestås af forretningsudvalget. Udvalget bestod i slutningen af 1945 af formanden, oberst Sander, grosserer André Filtenborg, overinspektør Richard Nordstrøm, landsretssagfører Leo Frederiksen, der er næstformand, og grosserer Vilhelm Hastrup. Sekretær er her som ved andre møder Claude Vincent.
Dansk Idræts-Forbunds bestyrelse består af formanden, specialforbundenes formænd samt indtil 20 af repræsentantskabet valgte medlemmer, deriblandt ti amtsrepræsentanter fra hele landet. I 1946 er der 42 medlemmer i bestyrelsen, som holder møde 4-5 gange årligt. Kvindeidrætten er repræsenteret ved tre kvindelige medlemmer.
På disse møder behandles bl.a. fordelingen af statstilskuddet, indkomne forslag, lovændringer, henvendelser fra specialforbundene og indstillinger til idrætsforbundets ærestegn.
Dansk Idræts-Forbunds repræsentantskab er forbundets øverste myndighed. Repræsentantskabet afholder ordinært kun et møde om året i København i november. Repræsentantskabet består af godt 100 medlemmer, nemlig bestyrelsen samt fra en til fem repræsentanter fra specialforbundene. Som oftest sidder specialforbundene samlet i grupper ved småborde hver for sig ved mødet, som for det meste varer cirka fem timer.
Ved repræsentantskabsmødet uddeles hvert år Nathansens mindepokal. Den blev fra 1944 tildelt kajakroeren Bernhard Jensen fra Odense og for i år tennisspillersken Fru Else Prochownik.
Dansk Idræts-Forbunds Idrætsanlægsudvalg har haft så at sige alle nyanlæg af idrætspladser til godkendelse. Dansk Idræts-Forbunds Idrætsklinik har i en årrække været ledet af doktor med. Ove Bøje, der har undersøgelser af idrætsmænd nogle gange om ugen hele året rundt. Undersøgelserne begyndte i 1922, og der har til og med ved udgangen af 1945 været undersøgt 37.763 idrætsudøvere. Sekretær Vincent assisterer ved kartoteksføring.
Fra en start i 1896 på kun en union og 18 foreninger har Dansk Idræts-Forbunds foreningstal vist en stadig stigende kurve, som de sidste år er næsten lodret stigende. I 1906 var der 250 foreninger. I 1916 300. I 1926 var antallet tredoblet til 900. I 1936 til 1.600, og i de sidste ti år er antallet mere end fordoblet, idet Dansk Idræts-Forbund nu i 1946 tæller cirka 3.600 foreninger.
Det samlede antal aktive og passive medlemmer i Dansk Idræts-Forbund var ved stiftelsen i 1896 kun cirka 5.000. I 1906 var det 20.000. I 1916 40.000. I 1926 120.000. I de næste ti år passeredes den kvarte million, idet der i 1936 var 260.000 medlemmer. Og dernæst viser de sidste ti år en rent ud sagt forbløffende stigning. Sådan at Dansk Idræts-Forbunds medlemsantal i jubilæumsåret har passeret den halve million, og nu tæller godt og vel 570.000 medlemmer. Det mest slående bevis for idrætsinteressens fremgang over en meget bred front.
Hans Majestæt Kong Christian den X. har fra sin ungdom fulgt idrætten i Danmark med en aldrig svigtende interesse. Allerede i 1904 overtog kongen protektoratet for Dansk Idræts-Forbund og gav dermed idrætten et blåt stempel i det hidtil temmelig skeptiske borgerskabs øjne. Kongens kærlighed til idrætten har holdt sig usvækket gennem årene, og det har betydet uendelig meget for dets udvikling. Ikke blot har Hans Majestæt ved sin nærværelse ved store idrætsbegivenheder kastet glans over disse, men han har tillige som aktiv idrætsudøver i gerning dokumenteret sin interesse. Kong Christian var den første konge i verden, der hilste på fodboldspillerne i pausen mellem halvlegene. Som her hvor kongen ved Idrætsparkens indvielse hilser på den kendte fodboldleder Kristian Middelboe. Fra Østerbro Stadion uddelte kongen ofte præmierne. Kongen til skøjteløb. Det er så fodkoldt, at arrangørerne har sørget for et par store sivsko til Majestæten. Til kaproning i Københavns Havn om bord på dommerskibet ved Knippelsbro. Ved det gamle Fortunløb var kongen altid en sikker og trofast gæst.
Næppe noget folk i verden er i stand til at give sin konge en så hjertelig hyldest som det danske. Og intet sted har kongen modtaget så spontane udtryk for hengivenhed som ved fodboldlandskampene i Københavns Idrætspark.
Tilføj kommentar
Der er ingen kommentarer. Vær den første til at kommentere.