Bornholm rundt

I 5.000 år har der været fisket i havet omkring de bornholmske kyster. De ældste bopladser er fundet tæt ved stranden, under Hammerklippen, Bornholms nordspids. Salomons kapel, middelalderfiskernes kirke, blev bygget på en plads, hvorfra der årtusinder forud havde været anløbsplads for skibe og boplads for fiskere og jægere. Nu ligger kirken i ruiner. Krogkaas hedder stedet nordøst for Hammeren. Her havde naturen givet dem gode landingsforhold. De bornholmske ege var i nær slægt med selve vikingeskibene. Egene blev brugt af fiskerne på Bornholm gennem hele middelalderen, helt til midten af det forrige århundrede. Da petroleumsmotorerne kom frem og blev taget i brug af fiskerne i det øvrige land, måtte også bornholmerfiskerne gå over til at benytte de bådkonstruktioner, som andre danske fiskere bruger, og dermed var egenes tid forbi.

Fra Krogkaas ved Hammeren fører en lyngklædt, stenet sti op til selve Hammerknuden. Heroppe fra det store fyrtårn er udsynet vidt over hav og land.

Hammershus er Nordens største borgruin. Når bornholmerne fortæller om Hammershus, fremhæver de gerne, hvordan det gik i 1658, da bornholmeren Jens Kofoed og hans mænd erobrede borgen fra svenskerne, efter at besættelsesstyrken var blevet taget til fange. Den svenske landshøvding på Bornholm under besættelsen, Printzensköld, blev dræbt i Rønne. Hans brandskatning af øen havde medvirket til, at befolkningen gjorde oprør. Uden Jens Kofoed var Bornholm måske ikke på ny kommet under dansk flag. Han hædredes dog også med tilnavnet Bornholms befrier.

Uden for Hammerfjeldet ligger de ejendommelige klippeformationer, som har fået navnet Løvehovederne.

Der er i de sidste menneskealdre gjort et vældigt indhug i Hammerfjeldet. I stenbruddet sprænges der stadig store mængder granit løs til brosten, til veje eller mindesmærker, til skærver eller til huse. Millioner af tons er sprængt væk, og tipvognene kører stadig.

En del af Hammerfjeldet kaldes Sibirien. I et område, hvor der ikke mere brydes granit. Græs og vilde blomster har igen fundet fodfæste i de dybe huller og revner i klippesiden.

Vejen ned forbi Hammersøen følger nu – som i århundreder – samme retning – mod Sandvig, den lille by, der længe har været og stadig er udskibningsplads eller ankomststed for rejsende fra og til Hammershus. Sandvigs rolle på Nordbornholm er nu om dage ikke mindre end forhen. Gode og dårlige år har skiftet for Sandvig, men selv om det en tid kan være småt nok med fiskeriet, og sommergæsterne udebliver et år eller to, så lever den lille by og dens befolkning uanfægtet videre. Byens fiskere og avlsbrugerslægter har deres rod langt tilbage i tiden. De har stået for meget og klaret sig igennem alle vanskeligheder.

En af byens ældste avlsbrugergårde er Grønbechs gård fra 1780. Hvor den blev bygget, havde der gennem århundreder forud været oplagsplads for udførselsvarer til Sjælland og Skåne. Der har været brændevinsbrænderi og købmandsvirksomhed oprindeligt direkte i tilknytning til Hammershus. I de sidste 200 år har gården været i slægten Grønbechs eje. Ungdom og blomster forenes i disse sommerbilleder fra det gamle Sandvig. Et af husene bærer navnet Vindruehuset, og det siger jo noget om Bornholms klima. Senere vil vi få at se det store morbærtræ i Svaneke, en anden af øens seværdigheder.

Her er vi nu i Hasle havn. Hasle ligger midtvejs mellem Hammeren og Rønne. Det er en fiskerby som de andre kystbyer på Bornholm. Og ligesom de hjemsted for gamle slægter af fiskere og sømænd.

Mellem Hasle og Rønne, ved en plads, der hedder Sorthat, ligger den lille smaragdsø. Søens lerbund giver vandet en egen grønlig tone, deraf navnet Smaragdsøen.

Rønne er hovedstaden på Bornholm. Den var engang i udpræget grad en skibsreder- og kaptajnsby. Dens sejlere kom vidt omkring i verden. Det var en velhavende, en stor tid for Rønne dengang. Nu er meget anderledes, men Rønne er fremdeles en driftig by.

Den store, gode havn, tog- og vejforbindelserne med hele øen og i de sidste år luftruten til København; alt har gjort Rønne til Bornholms hovedby og til handelscentrum. Ved havnen i Rønne er der kajplads for de store ruteskibe, der sejler på København. Og fragtdamperne og sejlskibene og fiskerbådene. Sejlskibene har igen fået deres chance. Der er stor travlhed ved kajerne, når i sildesæsonen de tusinder af kasser med isede eller røgede sild slidskes ned i lastrummene eller stuves sammen på dækket. I sommeren 1941 var sildefiskeriet godt. Da blev der fra Bornholm eksporteret 1,4 millioner kilogram røgede sild og tre millioner kilogram ferske sild - foruden store partier af andre fiskearter. Fiskeeksporten bliver betalt med ret gode priser, og det bødede en del på mange forudgående somres dårlige sildefiskeri ved Bornholm.

En af de industrielle virksomheder, der er vokset op på Rønne havn i de senere år, er fiskefiletfabrikken. Det har fået overordentlig stor betydning for eksporten af den bornholmske torskefangst. Tidligere var det på grund af transportforholdene, og især på grund af manglen på is, meget vanskeligt at afsætte slagtetorsken fra Bornholm. I filetfabrikken bliver den levende, nyfangede torsk slagtet, renset, udskåret og nedkølet så hurtigt, at torskefileterne kan forsendes over store afstande og alligevel nå frem i fuldstændig frisk tilstand.  Den is, der benyttes hertil, er den såkaldte skælis. Fileterne lægges lagvis i kasserne med skælis over hvert lag og træuld øverst.

Danmark er det eneste land i Europa, som kan eksportere en helt frisk fiskevare til kunder, der bor mange dagsrejser fra havet. Fiskeridirektoratet kontrollerer fiskefiletfabrikkerne. Der fremstilles nu landet over en meget smuk og meget holdbar fiskefiletvare.

Luftforbindelsen Rønne-København er blevet uundværlig for øen. I rutens første år befordrede luftfartsselskabet 13.700 passagerer, 108.000 kilogram bagage, 75.000 kilogram post og 78.000 kilogram gods. Flyvetiden København-Rønne er ca. en time.

Fra Rønne går vi syd om øen og besøger Dueodde. Naturen her er smilende og venlig, ikke så barsk og streng, som den kan virke oppe på nordlandet. Den hvide sandstrand ved Dueodde er i sommertiden tæt befolket af ungdom, som synes, at livet er lyst og dejligt, når blot solen skinner, og vandet er varmt. Mellem Dueodde og Nexø ligger fiskerlejet Snogebæk og den lille øhavn. Den er bygget på en kunstig ø et par hundrede meter ud for kysten. Der er her kun plads til Snogebæks egne fiskerfartøjer. I antal kan Snogebækfiskerne ikke konkurrere; humøret er der derimod ikke noget i vejen med.

Snogebækfiskerne har fået en ekstra chance, ved at den nye industrivirksomhed, Bornholms Levertranfabrik er blevet indrettet i Snogebæk. Der tilføres dagligt fabrikken torskelever fra alle øens fiskepladser. Under krigstidens afspærring blev der igen hårdt brug for torskelevertran. For folkesundhedens skyld må alt tran, der fremstilles inden for landets grænser, sikres for hjemmemarkedet. I levertranfabrikken bliver torskeleverne hakket, presset og kogt. Den egner sig fortræffeligt til medicinsk brug, og den har ikke den stramme lugt og smag, som tran havde i gamle dage. Nu kan trannen presses ud af levervævet i løbet af få minutter, mens leveren endnu er ganske frisk. Det er dette, som er det afgørende for, at trannen kan være lugtfri. Trannen udskilles efter en ny dansk metode - som en fuldstændig klar, lys væske.

Den næste by, vi kommer til, er Nexø. Det Østbornholmske Dampskibsselskab har her sine to nye smukke motorskibe liggende i hjemhavn. Nexø konkurrerer af hjertens lyst med Rønne, og konkurrencen skaber fart og udvikling.

Fiskesalgsprisen i Nexø er Bornholms største. Der er også her bygget et skælisværk, og som i Rønne har isværket i Nexø fået stor betydning for udførslen af fersk fisk til udlandet og til det øvrige Danmark. Bornholms fiskekonservesfabrik i Nexø udnytter på samme måde som filetfabrikken i Rønne den lette adgang til friskfangede torsk. Fabrikken fremstiller især fiskeboller. De laves af helt frisk torskekød tilsat sødmælk og lidt krydderi. Kødet hakkes til en fin fars, der dryppes ned på kogende vand, så bollerne stivner. Bollerne pakkes i dåser, koges under tryk og bliver derved ubegrænset holdbare.

På vejen videre frem til Svaneke passerer vi Paradisbakkerne. Bornholmerne har en egen sans for at finde malende og poetiske stednavne, men her er også smukt en sommerdag, og vandrerne finder let vej til Paradisbakkerne.

Billedet skifter igen. Nu er det Svaneke, vi kigger ind i. Endnu en sommeridyl på vejen Bornholm rundt. Morbærtræet i Svaneke, byens stolthed. Det er øens største, og det regnes desuden for at være Danmarks ældste morbærtræ.

De bornholmske rundkirker vidner om, hvordan bornholmerne indrettede deres beskyttelsesrum. Det var dengang, mod sørøvernes økser og piraternes sværd eller flintebøsser de måtte værge sig. Østerlars kirke ligger mellem Gudhjem og Almindingen.

Ligesom torskeleveren indsamles fra alle fiskepladserne til levertranfabrikken i Snogebæk, udnyttes alt andet fiskeaffald. Fiskemelsfabrikken i Melsted syd for Gudhjem omdanner dette fiskeaffald til kreaturfoder. Det koges, vandet presses fra, og resten tørres og formales. Inden fiskemelet sendes ud til landbruget, kontrolleres et indhold af fordøjelige æggehvidestoffer. Prisen for fiskemelet bestemmes af analysens resultater. Som var det mel af korn, fyldes fiskemelet i sække og transporteres bort. Fabrikken fyrer under kedlerne alene med lyng og enebærbuske. Det er vistnok den eneste fabrik i landet, som må klare sig med den slags brændsel.

Og så kigger vi ned over Gudhjem. Havnen her er sprængt ud i klippen og støbt i cement. Her lå indsejlingen til det ældgamle fiskerleje og til den handelsplads, som eksisterede allerede for 2000 år siden. Gudhjem har altid ligget ved Østersøens alfarvand. Gudhjem er blevet silderøgningens by. Det var Gudhjemfiskerne, som i midten af det forrige århundrede begyndte at røge sild i deres bryggersskorstene i stedet for at salte alt, hvad de fangede. Der findes nu firsindstyve røgerier byen rundt. 600 bornholmske fiskere er med til at hente silden ind fra havet, og 800 andre – mænd og kvinder – er med til at gøre silden i stand eller røge den.

Går vi fra Gudhjem videre nordpå langs kysten, kommer vi til Rø. Alle, der blot én gang har besøgt Bornholm, kender dette sted og ved, hvor smukt der er.

Det største af de bornholmske fiskelejer er Tejn, der ligger mellem Gudhjem og Allinge. Fiskerne her har ord for at være særligt driftige og foretagsomme. Fiskerflåden i Tejn er også den, der har haft den største tilvækst i de sidste år, den tæller nu ca. 50 fartøjer. På havnen i Tejn ses det ikke mindre tydeligt end i Gudhjem, hvordan sildefiskeriet giver omsætning, arbejde og fortjeneste. Fiskeriet er nu som altid før et vigtigt erhverv for befolkningen Bornholm rundt.