Blushøjlejren - en københavnsk "sigøjnerlejr"

Lejren blev grundlagt i 1948 og består af cirka 80 vogne befolket med 3-400 indbyggere, som nedstammer fra nogle gamle rejsende slægter fra Slesvig-Holsten, hvis forfædre i generationer havde været hvervede soldater, og som indtil 1800-tallet lå i Holsten og vogtede nordens sydgrænse.
Da den almindelige værnepligt indførtes, spredtes tropperne, og adskillige gik på valsen med slibebør eller som omstrejfende handelsfolk. 
En del skaffede sig efterhånden hest og beboelsesvogn, og tilværelsen på hjul begyndte. 
Mange af vore omrejsende tivoli- og cirkusfolk hører til disse vidtforgrenede familier og navne som Mundeling, Mikkele, Enoch, Zangenberg og Sambleben støder man på på markeder, hvor de slår deres karusseller og lykkehjul op.
Her ser De den gamle fru Sambleben. Hun er født i Tyskland og hører til en familie, som i en menneskealder har vandret på de danske landeveje som musikere. 
Indtil for 15-20 år siden var det almindeligt, at de rejsende drog ud i landet samtidig med den første forårssol og først vendte hjem, når efterårsstormene satte ind. 
Om vinteren klarede man sig ved at sælge børster, ståltrådsvarer og lignende og kneb det i den sidste af en lang vinter, tyede man til socialkontoret. 
I begyndelsen, det vil sige de første par år efter 1948, var der gode og hygiejniske forhold i lejren, men efterhånden kom der en del mennesker ind, som sikkert ikke skulle have haft lov at bo der. Nu udvikledes der et slumkvarter, og da både sundhedskommission og brandvæsen ankede over forholdene, og arealet skulle bruges af statsbanerne, der ejede det, besluttede daværende overborgmester Munk i 1962 sammen med borgmestrene for 2. og 3. afdeling Julius Hansen og Urban Hansen, at rømningen skulle iværksættes.

Der var tre ting, der kendetegnede Blushøjlejren. De mange børn og hunde og vasketøjet. Nogle af vognene lignede småhuse, andre var gamle udrangerede rutebiler, som det er ganske umuligt at varme op. Om der så stod en gloende kakkelovn i den ene ende, kunne det slet ikke mærkes i den anden ende. 
Man kan jo egentlig ikke forstå, at det, man ser her, er en dansk sigøjnerlejr. Det ligner noget udenlandsk. Det ligner slet ikke det, vi er vant til at se herhjemme. 

De omboende havde ikke noget som helst samkvem med lejrens beboere. Og de rejsende på deres side ville også helst være i fred. 

Når en familie fik opsigelse, sørgede kommunen for at give dem bolig i en af kommunens ejendomme, som regel i stueetagen, de rejsende yndede ikke at komme højere op. Så fik beboernes en måneds frist til selv at fjerne vognen, og hvad der lå tilbage efter den måneds tid, fjernede kommunen vederlagsfrit efter specielt indhentet tilladelse fra ejeren. 

Den vogn, vi ser her, er familien Langtoftes beboelsesvogn. Det var så absolut lejrens smukkeste og bedst bevarede vogn. Den havnede siden på Nationalmuseet i Brede. 

Læg mærke til skodderne, som er en reminiscens fra dengang, de rejsende kunne risikere bønderkarles stenkast ved aftenstide ind gennem de oplyste vinduer.  

Børnene var tilsyneladende sunde og raske, de fik jo en masse frisk luft, men alligevel kan man ikke sige, det var ideelle forhold for børn. 

En vogn, som den vi ser her, kan der udmærket bo far og mor og 7-8 børn, altså en halv snes personer i det hele. Og hvad det vil sige, forstår kun de, der af pladsnød er tvunget til at leve sammenklumpet dag og nat. 

Her har vi tante Eva, en af lejrens markante personligheder og hendes søster. 

Jerome Rosenhagen vender hjem efter at have været på børstesalg. 

Nu bliver familie Langtoftes beboelsesvogn transporteret til Nationalmuseet i Brede. Det var nogle år siden, at den havde været ude at køre sidst, en 20-30 år vel, og pludselig løb lejerne varme. Falckmanden bliver opmærksom på skaden. De kører ind på nærmeste tankstation for at få smurt. 
De kører forbi Bredes hovedbygning.
Der er stejlt ned til den gamle klædefabrik. 
Vi har hægtet en kranvogn bag i for at holde lidt igen. 
At det i det hele taget lykkedes Nationalmuseet at erhverve vognen, kan man takke Tuborgfonden for, som klarede det kontante beløb. 

Arbejdet på den nye Køge Bugt-bane er begyndt. Udgravningsarbejdet, dæmningsarbejdet og resterne af Blushøjlejren. Den er nu skrumpet ind til en halv snes vogne. Her er en enkelt, der er sat ud på gaden. 

Afviklingen varede næsten tre år, og det er egentlig morsomt at konstatere, at det sidste år lejren eksisterede, holdt en familie, som allerede var flyttet i lejlighed, sommerferie på pladsen. De havde kørt campingvognen derud og slået telt op og følte sig som i gamle dage. 

Lejren bærer tydeligt præg af forfald. 

Et misfoster mellem et rigtigt hus og en beboelsesvogn. 

Her har vi familien, som camperede i lejren i sommerferien med telt og med campingvogn. 

Endnu er der lidt liv i lejren, men det er dødt i forhold til dengang, de var der alle sammen. 

Når det trak så længe ud med de sidste familier, var det fordi, at de havde anskaffet sig en del husdyr, hunde og katte, og det var svært, for ikke at sige umuligt, for de rejsende at skille sig af med husdyrene. Men en skønne dag var de alle i boliger, og man tilstræbte fra kommunens side at skaffe så lempelig en overgangsbolig som muligt. Man valgte finnehusene, træhuse som lå i ret åbne arealer med beplantning imellem. De rejsende er farveglade mennesker. Maleri af en gammel cirkusplakat. Guitaren, fjernsynet og familiegalleriet. 

Sylvia Eriksen, en datter af Sambleben-familien i færd med at rydde bordet. Og hendes lyslokkede børn. 

Anders Enevig, der har beskrevet de rejsende, er på besøg for at høre, hvordan det går og for at tage nogle billeder. 

Efterhånden som de rejsende gifter sig med private, som de kaldes, bliver børnene lysere og lysere i huden, ansigtet, håret, der er jo absolut intet, der skiller disse piger ud fra de bofaste. 

Socialmanden Henry Tingholm taler med de indflyttede om forholdene. 

En privat familie, som har boet i Blushøjlejren, og som nu er flyttet i finnehus. Der boede cirka 12 procent private i Blushøjlejren. 

Det er sønnen. Og se ligheden med faren. 

Her ser vi gasbeholderen på Valby Gasværk, som sprang i luften, en vældig katastrofe. 

Ser man de rejsendes nye hjem, er der absolut ingen forskel imellem et hvilket som helst privat borgerligt hjem og de rejsendes. Hygge, renlighed og farver. 

De er blevet hjulpet med pænt indbo, husleje og indflytning, og det er det almindelige indtryk, at langt de fleste er godt tilfredse og næppe ville bytte boligen med den utætte vogn. Men selvfølgelig var det for mange af de rejsende vanskeligt at finde sig til rette blandt den bofaste befolkning. 

Efterhånden har man dog søgt at indordne sig og indrette økonomien efter de ændrede forhold. 

Selvom den praktiske side af opgaven er løst, er det den nuværende socialborgmester Børge H. Jensens tanke, at man endnu i nogen tid skal holde kontakten med familierne ved lige for, om det ønskes, at bistå og vejlede dem under den fortsatte tilpasning til samfundet. 

Nu befinder vi os i Husum, den gamle landsby vest for København. 

Maskinsliberi står der på skiltet. Man tjener brødet ved at slibe knive, brødmaskiner, kødmaskiner, plæneklippere og ved at lave ståltrådsarbejder. Frisk luft. De rejsende kan næsten ikke ånde i små indelukkede rum. 

Et broderet skilleri på væggen fortæller om vognparken. Farver. Blomster. Og dyr. 

Henry Tingholm i samtale med en af de udflyttede rejsende. 

Blushøjfolkene forsøger, tvunget af omstændighederne, at indpasse sig i et samfund, som de i generationer har holdt sig i udkanten af og til tider været på kant med, men endnu vil fortællinger, sange og traditioner gå igen fra generation til generation, før en endelig opsugning i den øvrige befolkning har fundet sted. 
Vognparken på Blushøjvej i Valby med dens farveglade beboelsesvogne, hvor livet levede primitivt og ganske uden misundelse overfor omverdenens mere moderne og sterile livsform, er nu borte.