Temapakke 2: Ferie og rejser

Fra filmen "Sol, sommer og badevand", 1954.
I 1960’erne oplevede vi stigende velstand, og danskerne fik mere ferie- og fritid. Nogen rejste afsted i campingvogn eller tog på charter. Andre drog ud i det danske sommerland på cykel eller trak i vandrestøvlerne. I denne temapakke tager vi med danskerne på ferie i både ind- og udland. Fra Frederikssund til det fjerne østen. Med båd, i automobil og på luftbårne vinger. 

Hent dialogmateriale

For at bruge temapakken 'Ferie og rejser' optimalt skal du hente og printe det tilhørende dialogmateriale, som er rettet mod plejepersonale og pårørende:  

  • Temapakken indeholder 7 film og klip med tilhørende dialogmateriale, som du skal downloade for at bruge pakken.
  • Temapakkens indhold er inddelt i tre niveauer: Klip fra gemmerne, Frys filmen! og Og hvad så nu?
  • De tre niveauer indeholder klip, film og dialogmateriale af forskellige længder og med forskellige grader af kompleksitet. Dermed er de tilpasset, så de kan bruges med demenssygdomme i forskellige stadier.

Klip fra gemmerne

'Klip fra gemmerne' indeholder en række korte klip på et til tre minutter. Til hvert klip følger 3-4 forslag til spørgsmål, som du finder i det tilhørende dialogmateriale. 

Klip 1: Ferie på hjul, instr. Aksel Hald-Christensen, 1964 (musik, farver)

Klippet viser optagelser fra en campingferie ved Gardasøen med rejseforberedelser, strandture og afslapning på campingpladsen.

Klip 2: Vikingeskibet Hugin, 1949 (speak, sort/hvid)

Klippet viser vikingeskibet “Hugin”s sejtur fra Danmark til England. Stabelafløbningen i Frederikssund overværes af blandt andre udenrigsministeren. Kongeparret hilser på i Nykøbing Mors, og de sidste forberedelser træffes i Esbjerg. 

Klip 3: Campinglejr i storbyen, 1957 (uden lyd, sort/hvid)

Klippet viser optagelser fra Bellahøj Camping i København juli 1957.

Klip 4: God tur, instr. Kirsten Bundgaard, 1956 (speak, farver)

Klippet giver et indblik i unges ferievaner. En vandrehjemsbestyrer fortæller, hvorfor mange unge tager på cykel- eller vandreferie på de danske landeveje.

FRYS FILMEN!

Med til filmen følger en række billedkort, som kan deles ud eller vises frem, når visningen er slut. Hvert kort indeholder et spørgsmål, der kan bruges til at starte en dialog. Billedkortene kan downloades med resten af dialogmaterialet, som du finder øverst på siden.

Klip: Med tronfølgeren i østen, instr. Helge Robbert, 1963 (speak, farver)

Klippet stammer fra en reportage, der dækker Kronprinsesse Margrethes officielle rejse i Fjernøsten i 1963. Hun rejser rundt i Thailand og besøger det thailandske kongepar i Bangkok. Herfra fortsætter rejsen til Malaysia.

Og hvad så nu?

Filmen nedenfor findes i to versioner. I den første version er der indsat pauser med tekster, som viser, at I kan sætte filmen på pause og tale om filmens forløb. Hvad har vi netop set? Hvad kommer der mon til at ske nu? Den anden version har ingen huller og kan nydes frit – helt uden afbrydelser!

Film: Sol, sommer og badevand, instr. Henning Ørnbak, 1954 (speak, sort/hvid)

Filmen følger Dirch Passer i hans forsøg på at bade hvor, hvordan og på hvilken måde og i hvilken tilstand han ønsker det. Gunnar Nu Hansen fortæller ham, hvad han ikke må, og hvorfor han ikke må det.

Se filmen – uden afbrydelser:

Vil du se mere?

Vil du gerne se flere gode filmklip fra gamle dage? På 'Danmark på film' kan du finde flere tusinde film og klip fra hele Danmark – helt gratis og uden abonnement.

Kontakt

Christine Bøge Lejre
Projektleder
Tlf. +45 3374 3457
christinebl@dfi.dk